Tuesday, 19 August 2014

Sæt dig ind i Hellebergs tidsmaskine




Allerede med præsentationen af de historiske personer, der bliver romanens karakterer, er man hooked på denne historie. Alligevel bliver man overrasket over, hvor pludseligt en virkelig dygtig, velresearchet og erfaren forfatter som Helleberg, kan rive dig med.

I første kapitel oplever vi sammen med Ellen Marsvin en såkaldt hekseprøve. Den gamle kone, der bliver bundet og sat ud på vandet skal vise om, den onde får hende til at flyde, er nemlig Ellens amme fra da, hun var lille. 

Det er et effektivt sted at begynde en historisk roman, der har sit øje på kvindernes rolle i et patriarkalsk samfund.

Jeg blev i hvert fald fanget fra første side, og fik lyst at anbefale den til jer. Og det længere man kommer ind i roman, det mere folder tid og sted sig ud, så det netop bliver en tidsrejse, der udvider din dag.

Husk: Gå meget gerne ind og skriv jeres egne anmeldelser på jeres favoritter. Det gør det meget sjovere for alle mofiboer :)

Bedste boghilsner,

Søren Brinch Vestergaard
Redaktør hos Mofibo

Pressen skriver:

"Det er et af dansk histories store dramaer, der her foldes ud i episk form, anekdotefyldt, spændingslader og levende."

Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende

"Dramatiske højdepunkter som perler på en snor"

Julia Lahme, Femina *****

"Maria Helleberg skriver så levende i sin seneste historiske roman, at man kan høre Christian IV's fjerpen kradse hen over papiret.. [...] Som få formår Maria Helleberg at gabe over både personlige historie og de store linjer i en fantastisk spændende tid." 

Claus Chr. Koch, Fyens Stiftstidende ******

"Maria Helleberg har blik for kvindernes kamp og ensomhedsfølelse og har samtidig et humoristisk glimt i øjet. Hun går ind på baggrunden for hekseforfølgelse, der i bogen pointeres som et udslag af frygt for kvinder og deres evne til at forstå det uudtalte. Helleberg taler kvindernes sag, som når det hedder, at »kvinder var nødt til at fægte for sig selv. Alene var de blottede til alle sider. Hvis de klarede sig godt, var der sikkert noget fordækt eller farligt var dem. Hvis de tillod sig at hævde deres ret, skulle man nok få dem ned med nakken«. Bogens blik på kvinderne er kraftfuldt og viser vilje og evne til at leve sig ind i deres situation."

Eva Pohl, Berlingske ****


Maria Helleberg

Maria Helleberg (f. 1956) er med rette blevet kaldt den historiske romans dronning. Hun har portrætteret en lang række danske konger og dronninger, blandet andet i bøgerne: Kærlighedsbarn (2002), Engelshjerte (2010) og Kongen kvinder (2013).

En anden tråd i forfatterskabet er den danske guldalder med bøger om Thorvaldsen (Alberto, 2006), Kamma Rahbek (Kamma, 2011) og Johanne Luise Heiberg (Scenesat, 2012).

"Kongens kvinder" blev nomineret til DR Romanprisen 2014.

Se her hvad forlaget skriver.