Thursday, 6 November 2014

Årets bedste krimi: VIP-rummet!
























Har du nogensinde overvejet selv at skive en bestseller og score kassen? Her er en opskrift. Men jeg siger ikke, den er nem at følge.

Først læser du idéhistorie, økonomi, kommunikation og flere andre ting. Men du ved stadig ikke, hvad du vil. Så tager du til asien og arbejder i en børnehave. Efterhånden bliver du træt af at være fattig. Det betyder, det er tid til at begynde at læse jura.

Du uddanner dig til forsvarsadvokat og vælger at arbejde med de mest hårdkogte forbrydere. Derigennem for du en helt enestående indsigt i den svenske underverden. Nu er du klar, og nu kan du begynde på at skrive på din første bestseller.

Det lyder lidt anstrengende, ikke? Men det er faktisk det, den svenske megastjerne Jens Lapidus har gjort. Men det skader måske heller ikke at få noget omtale: Han har siden begyndelsen været en mediedarling i Sverige og er flere gange kåret til Sveriges mest sexede mand.

Men det er nu en unfair pointe. For når det gælder om at holde os læsere engageret i en tekst, så hjælper det ikke at se godt ud. Teksten skal simpelthen bare være skrevet så det gnistrer – så personerne fænger, så det er din lejlighed, der er blevet brændt, så det er dig, der er blevet kidnappet, så sneen fryser om dine bare fødder under flugten, dig der forsøger at følge med på et stressende advokatkontor med en krævende chef – og ikke mindst dig, der lige er kommet ud af spjældet efter otte år og møder en verden, der har ændret sig, men forventer at du stadig er den samme.

Og sådan er VIP-rummet skrevet. Virkelige mennesker springer frem af alle siderne, og det, der begynder som nysgerrighed hos læseren forvandles hurtigt til en direkte interesse i alle de her personer. Og der er en del personer og underhistorier i spil. Det tager også noget tid, før du begynder at indse, at de alle hænger sammen. Men det gør ikke noget. Tværtimod. For alt er skrevet så realistisk, at det bare bliver en ekstra bonus, at din nysgerrighed på sammenhængen kun bliver fodret i bittesmå bidder.

Lapidus arbejder med spændinger og modsætninger. Han laver sin sædvanlige kontrast mellem overklasse Stockholm og underklasse Stockholm. Den delte hovedrolle er lavet på samme måde: De to hovedpersoner, der skal opklare en rig playboys forsvinden, er den stræbsomme (og i ekstremt selvoptagede) advokatfuldmægtige Emilie og den kæmpestore Teddy (Najdan), der lige er sluppet ud af spjældet efter 8 år. De to har absolut intet tilfælles – på overfladen. Men spændingerne imellem dem er ikke kun dårlige, der er også en vis tiltrækning. Jeg ser dem samlet som et genialt nyt take på en krimigenrens detektivfigur.

Personligt vil jeg gå så vidt som at sige, at VIP-rummet er den bedste krimi, jeg har læst siden Stieg Larssons trilogi. Og jeg må endda tilslutte mig Politikens anmelder, der mener, at Lapidus simpelthen skriver endnu bedre end Stieg Larsson. Det er intet mindre end mesterligt.

VIP-rummet er lige udkommet i Danmark, men har i Sverige ligget nr. 1 på bestsellerlisten siden juni. Jens Lapidus skriver lige nu på en tv-serie.

Rigtig god læsning
Søren Brinch Vestergaard
Redaktør på Mofibo

Presseklip:

Tempoet er højt, spændingen bygges forbilledligt op, og det er svært at lægge romanen fra sig. Både person- og miljøskildringen er af høj klasse.
-Svenska Dagbladet

Jens Lapidus’s nyeste – for fanden, hvor bliver man trukket ind i den … Lapidus skærer skarpt som et barberblad.
-Arbetarbladet

En Tarantino-agtig hævnfantasi om venturekapitalisterne, som har vundet på afmonteringen af Velfærds-Sverige.
-Dagens Nyheter

Hvis din krimi er en bil, taler vi om en toptunet svensk stationcar med mange hestekræfter, fartglad ekstraudstyr, kvikt automatgear og sindssygt hurtig acceleration, selv om den er fuld af hele det svenske samfund fra top til bund.
Men ikke børnesikret, og husk at spænde sikkerhedsselen fra start.
- Politiken ★ ★ ★ ★ ★

Lapidus ikke er altså ikke nær så hyggelig som flere af sine krimikollegaer – miljøet er råt, blikket køligt og sproget skarpt...
- Børsen

Du finder også Stockholm noir trilogien på Mofibo. 
Pressen skrev bl.a. om Stockholm noir serien:

Med sikkerhed den mest hippe, frække og møgbeskidte afdækning af svensk underverden til dato.
- Fyens Stiftstidende

CASH er et effektivt overflødighedshorn af sex og tæsk, ludere og lommetyve i Stockholm på ret og vrang ... effektivt ferm og hæsblæsende gangsterroman.
- Politiken

Jens Lapidus har begået en fantastisk spændingsroman om gangstermiljøet i Stockholms undergrund.
- MetroXpress

Svensk krimis nye vidunderbarn ...
- Weekendavisen

Lapidus har begået en næsten episk fortælling, en slags Godfather-historie uden Hollywood-glimmer ... Er man til noir, fås det ikke bedre i dag.
- Jyllands-Posten ★ ★ ★ ★ ★

Rygtet siger, at det eneste, Stockholms politi er sikker på at finde, når de ransager adresser i byens underverden, er en bog af Jens Lapidus.
- Børsen ★ ★ ★ ★ ★