Sunday, 14 December 2014

3. Advent. Mofibos mikro-interview med Lars Kjædegaard.














Kære Lars,
Tusind tak, fordi du tager dig tid til at svare på et par spørgsmål, så dine læsere lige får et glimt om bag forfatternavnet på forsiden af bogen.

Hvor meget får du selv læst som travl forfatter?
Ikke ret meget. Og desværre læser jeg ofte kun lidt af en bog. Jeg kan ikke læse særlig hurtigt længere, og jeg har en irriterende tendens til at gå op i petitesser. Der er nok en erhvervsskade. Jeg læser af og til biografier, men selv da er det sjældent fra ende til anden.

Er der en bog, der har en helt særlig betydning for dig?
Af en eller anden grund vender jeg tilbage til David Gutersons 'Sneen på cedertræerne'. Den er dels meget smuk, dels meget spændende. Det er en mordgåde, men det er også en historisk roman om japanske indvandrere, som led en krank skæbne i Amerika under anden verdenskrig. Den har en psykologi, som jeg godt kan lide. Og hvis jeg venter længe nok, har jeg glemt, hvem der slog hvem ihjel.

Lukker du andre bøger ude, når du arbejder på en ny roman? 
Nej, ikke specielt. Jeg har som regel gang i et par stykker, når jeg skriver. Jeg skriver mine bøger ret hurtigt efter lang tids forberedelse i tankerne. Sidst var det John le Carré og Jonathan Franzen. De er begge bedre end mig, og det fungerer at læse noget virkelig godt og så sætte sig og skrive noget, som er helt ens eget.
 
Har du en favoritbog blandt dine egne? 
Nej. For mig er det nærmest én lang bog. Der er personer og scener, jeg holder særlig meget af - Jette Lokk i 'Sorte sø', for eksempel. Generelt er jeg mest optaget af den sidste, jeg har skrevet. Men de er jo som ens børn. Man holder af dem alle på hver sin måde

Hvad er dine tre yndlingsbøger på Mofibo? 
Det må blive "3 Maigretromaner" af Georges Simenon. De er alle sammen gode. Simenon var et geni. Maigretbøgerne er ikke specielt indviklede eller plotdrevne. De er ikke engang særlig dramatiske eller uhyggelige. Men de er virkelige. Jeg har lært meget af Simenon. Hans bøger er korte og uden fyld. Man kan læse en Maigret på en dag og føle, at man har været i Paris. Nogle vil finde det lidt støvet, men for mig er det stor kunst.

Vi er glade for dine bøger – interessant, at du betragter dem som én lang historie. Vi håber, du fortsætter den lange historie og glæder os til at læse mere på Mofibo.

God søndag og glædelig jul,

Søren Brinch Vestergaard
Redaktør på Mofibo

Se alle Lars Kjædegaards titler her.