Thursday, 27 August 2015

1, 2, 3, … Så er der serier

Bøger skal da læses i den rigtige egløfekkær [rækkefølge]


Alting ser så enkelt ud, når det er digitalt, tænker man. Det er det også – på overfladen. I virkeligheden er det et sindssygt udfordrende og spændende arbejde at bygge en app. Indeni Mofibo-app’en er vi 35 små (og store) kvinder og mænd, der alle knokler med at hente bøger og sætte dem op på de rigtige hylder – for slet ikke at tale om at bygge nye hylder og nye måder at finde bøgerne på.

Denne sommer er der blevet hamret og banket indeni app’en for at bygge nye ting. Her er en af dem: Mange af jer Mofibo-læsere har ønsket at få sat serierne i rækkefølge. Nu er vi klar! Vi har nummereret de første 110 serier og indrettet app’en, så den kan vise dem. Vi fortsætter selvfølgelig, men du kan allerede nu både holde bedre styr på serierne og blive inspireret til at dykke ned i nye oplevelser.

Og det giver god mening at kunne finde bøgernes rækkefølge. Det kan f.eks. være meget rart at læse om, hvordan Kazinskis hovedperson Niels Bentzon møder sin kone i bog 1 (Den sidste gode mand), før han får ægteskabelige problemer i bog 3 (Den genfødte morder). I de fleste serier udvikler hovedpersonerne sig, og generelt har man har jo heller ikke lyst til at snyde sig selv for et metaplot, der går på tværs af en serie.

Helt praktisk: Når du vælger en bog, så dukker den automatisk op på dens plads i serien nedenfor bogbeskrivelsen. Den første bog på hylden er også den første i serien. Træk boghylden mod venstre for at se de seneste.

Måske sidder du lige nu og får lyst til at gå i gang med noget nyt? I så fald kan du klikke dig ind under ’Inspiration’, hvor vi har lavet en hel side med serier til dig.

Vi vil gerne sige tak til jer læsere, der er med på bogtjenesten – I er med til at bygge Mofibo, og det er jeres gode forslag, ønsker og søde kommentarer, der inspirerer os til at finde på nye ting. Og der er mere i vente – om to uger kommer der en lille revolution. Vi kan ikke sige mere nu. I må pænt vente og læse nogle serier imens.

P.S: Husk at opdatere din app, så du har den nye serie-version af Mofibo.

Bedste boghilsner
Søren Brinch Vestergaard

Find serierne:

Se her, hvordan banneret inde under ”Inspiration” ser ud:



Sådan ser det ud, når du er inde på en bog og vil se de andre bøger i samme serie:



Start f.eks. med Løbende Tjener - den første Roland Triel-krimi af Dennis Jürgensen.

Tuesday, 18 August 2015

Kender du Kazinski?


Det kan være svært at være forfatter. Man kæmper hele tiden med spørgsmålet: Er det nu godt nok? Men det er måske dobbelt så svært at være to forfattere om at skrive samme bog? Tænk hele tiden at skulle prøve at forestille sig det samme og blive enige om det næste skridt. Det må være som at befinde sig i en verden, der kun kan eksistere, når du bliver enig med din medforfatter – alt kan forsvinde under fødderne på dig med et forkert kapitel. Selv en forkert passage kan true eksistensen af den verden. Og det er også sket op til flere gange for Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund. Tilsammen er de nemlig A.J. Kazinski. De to er meget forskellige og det har til tider været svært at blive enige. På et tidspunkt så svært, at Jacob Weinreich skrev et brev til Anders Rønnow Klarlund, hvor han overdrog samtlige rettigheder til ham.

I dag kan de grine af det. De har fundet ud af at bruge deres forskellighed to at styrke plot og karakterer.  Tricket de bruger er, at lede al kritikken gennem Kazinski, så de får en afledning. Det betyder så, at ingen af dem kan lide Kazinski. De kalder ham alt det grimmeste, de kan finde på, for han kan finde på at sige sådan her (indirekte):

Nu er det ikke lige mig, der taler, nu er det lige Kazinski. Og Kazinki synes altså, at det der kapitel er noget lort.”

Kazinski har på alle måder ændret deres liv – nu møder de op hver morgen i en tidl. fabriksbygning på Amager. Her har de indrettet et hyggeligt kontor med bogskabe og en stor grøn tavle på væggen, hvor de arbejder med den næste historie. På tavlen lige nu står der allerede titlen på den næste Bentzon historie. Det kan du se på Kazinskis facebook profil.

Foreløbigt har deres samarbejde netop ledt til den tredje anmelderroste krimi om gidselforhandleren Niels Bentzon fra Københavns Politi. Også Bentzon er udstyret med en partner, der er meget anderledes fra ham – han er gift med den smukke astrofysiker, Hannah. Historien blænder op en morgen, hvor Niels Bentzon stadig ligger i sin seng med hovedet fuld af bekymringer om netop forholdet til Hannah, da telefonen ringer og kalder ham ud til en gidselsituation. Tilfældigvis er denne dag hans 50 års fødselsdag. Mere kan man ikke afsløre, for allerede her ligger de første overraskelser. Og det er ikke ’almindelige krimioverraskelser’. Her er både humor, kærlighed, realisme og et strejf af det overnaturlige gys.

Den genfødte morder er allerede blevet taget rigtig godt imod vores egne læsere. Klik her for at se de gode anmeldelser.

Rigtig god fornøjelse.
Søren Brinch Vestergaard
Redaktør hos Mofibo.

Her er Niels Bentzon serien i rækkefølge:
1. Den sidste gode mand
2. Søvnen og døden
3. Den genfødte morder

Tuesday, 4 August 2015

Dansende røde bjørne af Dennis Jürgensen - helt eksklusivt på Mofibo

Der er god grund til at glæde sig - med Løbende tjener som den mest læste bog på Mofibo overhovedet, kan man godt skrue forventningerne op til efterfølgeren. Dansende røde bjørne udkom på Mofibo i går, og allerede i dag kunne vi læse to brugeranmeldelser på 5 stjerner - læs anmeldelsen her.

Løbende tjener er en afsluttet historie med et brag af en opklaring til slut, men den efterlader også læseren med en cliffhanger. For hvad sker der i mareridtssagen som kriminalbetjenten Roland Triel ikke kan lade ligge - sagen om mordet på hans kone og mishandlingen af hans datter? Der er nok en del derude, der venter på denne fortsættelse.

Og Dennis Jürgensen kan virkelig sætte en historie sammen og bygge en scene op. Kig bare på åbningsscenen:  En nøgen pige vågner forslået på et cement gulv. Hun husker ikke, hvordan hun er kommet dér. Der er et trådgitter på begge sider af gangen, hvor hun ligger. Hun får øje på noget hår på den anden side af gitteret:

Julies puls baskede i halsen som en indespærret fugl. Hun knugede trådgitteret med alle ti fingre og rystede. Hun skulle tisse. Hun krydsede benene og klemte sammen. Fornuften råbte at hun skulle væk, nu, men hun kunne ikke få blikket fra håret. Hvis det var kunstigt, var der noget forkert ved det. Der var for lidt til at det kunne danne en paryk. Det havde heller ikke klæbebunden, som var typisk for parykker. Måske var det en ekstension. Hun stak ansigtet helt tæt til gitteret og anede et gammelt spænde og mørke rosinformede klumper i den ene ende. Pointen faldt. Det var blod eller hud, sandsynligvis begge dele i størknet forening.

Dennis Jürgensen tager læseren til fange sammen med pigen fra første side. Spørgsmålet er, om hun er alene i buret? Mofibo-læserne kan få svaret på både dette samt nyt fra morderen, der slog Rolands kone ihjel.

God fornøjelse!

PS. Dansende røde bjørne er ikke udkommet som lydbog endnu - men lige så snart den gør, får vi den lagt ind i appen.

Besøg mofibo.dk.