Thursday, 27 August 2015

1, 2, 3, … Så er der serier

Bøger skal da læses i den rigtige egløfekkær [rækkefølge]


Alting ser så enkelt ud, når det er digitalt, tænker man. Det er det også – på overfladen. I virkeligheden er det et sindssygt udfordrende og spændende arbejde at bygge en app. Indeni Mofibo-app’en er vi 35 små (og store) kvinder og mænd, der alle knokler med at hente bøger og sætte dem op på de rigtige hylder – for slet ikke at tale om at bygge nye hylder og nye måder at finde bøgerne på.

Denne sommer er der blevet hamret og banket indeni app’en for at bygge nye ting. Her er en af dem: Mange af jer Mofibo-læsere har ønsket at få sat serierne i rækkefølge. Nu er vi klar! Vi har nummereret de første 110 serier og indrettet app’en, så den kan vise dem. Vi fortsætter selvfølgelig, men du kan allerede nu både holde bedre styr på serierne og blive inspireret til at dykke ned i nye oplevelser.

Og det giver god mening at kunne finde bøgernes rækkefølge. Det kan f.eks. være meget rart at læse om, hvordan Kazinskis hovedperson Niels Bentzon møder sin kone i bog 1 (Den sidste gode mand), før han får ægteskabelige problemer i bog 3 (Den genfødte morder). I de fleste serier udvikler hovedpersonerne sig, og generelt har man har jo heller ikke lyst til at snyde sig selv for et metaplot, der går på tværs af en serie.

Helt praktisk: Når du vælger en bog, så dukker den automatisk op på dens plads i serien nedenfor bogbeskrivelsen. Den første bog på hylden er også den første i serien. Træk boghylden mod venstre for at se de seneste.

Måske sidder du lige nu og får lyst til at gå i gang med noget nyt? I så fald kan du klikke dig ind under ’Inspiration’, hvor vi har lavet en hel side med serier til dig.

Vi vil gerne sige tak til jer læsere, der er med på bogtjenesten – I er med til at bygge Mofibo, og det er jeres gode forslag, ønsker og søde kommentarer, der inspirerer os til at finde på nye ting. Og der er mere i vente – om to uger kommer der en lille revolution. Vi kan ikke sige mere nu. I må pænt vente og læse nogle serier imens.

P.S: Husk at opdatere din app, så du har den nye serie-version af Mofibo.

Bedste boghilsner
Søren Brinch Vestergaard

Find serierne:

Se her, hvordan banneret inde under ”Inspiration” ser ud:



Sådan ser det ud, når du er inde på en bog og vil se de andre bøger i samme serie:



Start f.eks. med Løbende Tjener - den første Roland Triel-krimi af Dennis Jürgensen.