Thursday, 24 September 2015

En forside med anbefalinger til dig

Kære Mofibo-bruger.

Vi har længe arbejdet på at gøre forsiden mere relevant for dig! Med dine genrepræferencer, og tidligere læste og lyttede bøger på Mofibo, kommer der anbefalinger til dig på forsiden, som gerne skulle passe bedre til dig.

Vores redaktør kommer fortsat med generel inspiration på forsiden, og de bøger, du allerede har læst og lyttet til på Mofibo, bliver sorteret fra i vores målrettede anbefalinger til dig.

For at få den bedst mulige oplevelse med vores nye anbefalingsmaskine er det en god idé at registrere eller opdatere dine favoritgenrer inde på vores website: mofibo.dk. Når du har opdateret dine genrepræferencer, vil du få vist personlige anbefalinger i appen ca. 24 timer efter.

Sådan gør du:

1. Log ind på mofibo.dk med dit brugernavn og adgangskode
2. Klik på Redigér Profil
3. Sæt et flueben ud fra de genrer du bedst kan lide.

Du kan også til hver en tid opdatere dine genrepræferencer inde i appens menu. Det gør du ved at klikke på "profil" - herefter klikker du blot på tandhjulet, hvor der kommer en valgmulighed frem, der hedder "genrepræferencer".

Hvis du har lyst til at give os noget ris eller ros, så tager vi glædeligt imod en henvendelse fra dig - skriv til os på feedback@mofibo.com.

God fornøjelse!
Mofibo

Wednesday, 23 September 2015

Årets bog-givenhed

Bogen hedder Kvinden i toget og den er skrevet af Paula Hawkins. Paula Hawkins egen personlige historie minder på mange måder om J.K. Rowlings. For to år siden stod hun uden arbejde som journalist. Hun havde forsøgt at slå sig igennem som forfatter, men hendes chicklit bøger var så mørke, at de skræmte folk væk. Nu var der ikke flere penge tilbage på kontoen og hun stod overfor at måtte sælge sit hus. Men hun havde én ting – hun havde en idé. En idé til en ny bog. En thriller denne gang. Hun overvandt sig selv og spurgte sin far om et lån. Lånet strakte til, at hun kunne få skrevet næsten halvdelen af manuskriptet og præsentere det for et forlag. Her fik hun et forskud, der kunne holde hende i huset og købe hende tid til at gøre bogen færdig.

Jeg vidste godt, at det ikke var den mest optimale måde at sælge min bog på, men jeg var desperat,” fortæller Paula Hawkins.

Siden har Kvinden i toget kørt stærkt – så stærkt, at ingen andre nye thrillers nogensinde har solgt med samme hastighed. Bogen er solgt til 44 lande og topper bestsellerlisterne i USA og England og Dreamworks har købt filmrettighederne. I dag kunne Paula Hawkins såmænd købe et par huse mere, hvis hun havde lyst.

Men hvad kan du forvente af historien? Ja, det er ikke på nogen måde en typisk spændingsbog. Vi begynder ikke med et mord. Det begynder heller ikke med et gys. Jo måske, men et andet slags gys. Det begynder med Rachel. Hun er kvinden i toget. Hun er kun et par tredive, men hendes liv er kørt ud på et sidespor. Faktisk er der ikke er anden bevægelse i det, end den hun får ved at sidde i toget til London hver dag. Jeg vil ikke afsløre for meget om hende, for hele denne bogs styrke ligger i de tre hovedpersoner, der fortæller fra hver deres vinkel. Men vi kan godt sige, at hendes liv er noget rod – hun bor hos en veninde og kører hver dag på toget forbi det hus, hun boede i med sin mand. Men det er et andet hus, der har hendes opmærksomhed: Her bor et yndigt par, som hun har digtet en hel historie om. Rachel ser sin egen lykkelige fortid i dette hus, mens hun prøver at undgå overhovedet at se sit ’eget’ hus et par stationer længere fremme. Her bor eksmanden nemlig stadig bor med sin nye familie.

Bogen bliver fortalt af tre fortællere. (Og det gør lydbogen faktisk også. Det gør det til en meget stærkere oplevelse at lytte til historien.) Du vil hurtigt finde ud af, at Rachels fortælling er fuld af huller. Hun er en højst utroværdig fortæller, fordi hun får de her black outs, der virker særdeles skræmmende på læseren. Pludselig er man helt i mørket sammen med hovedpersonen – noget grufuldt kan være sket, men Rachel ved det ikke selv. Hun kan ikke engang stole på sig selv. Paranoiaen begynder, da Rachel overværer noget fra toget. Hun er et forfærdeligt vidne for politiet – der er ingen, der kan tro på hendes forklaring. For første gang ønsker hun nu desperat selv at genvinde kontrollen over sig selv og sin hukommelse.

Det er en spændende og anderledes oplevelse, der venter dig. Det hele kommer tættere på dig og derfor kommer overraskelserne mere bag på dig. Dette er absolut thriller-forførelse med pletter af mørke og glimt af afsløringer. På et tidspunkt er alle historiens mænd potentielt ham. Morderen.

Toget her tager lidt længere tid om at komme i gang end strengt nødvendigt, men til gengæld træder personerne tydeligere frem. Personligt er jeg imponeret af de bitte små afsløringer i hendes situation og hvordan forfatteren får dem afleveret. Bogens anden halvdel sidder fuldstændigt stramt og urovækkende i skabet eller kupéen.

Det er skønt, at denne bog når ud til rigtig mange mennesker, for her er en anderledes historie, der virkelig fortjener det. Dens tematik er i virkeligheden, at vi alle skjuler os bag facader, som dem Rachel konkret kigger på hver morgen i toget på vej ind til London. Måske ligger forklaringen på bogens succes gemt netop her – bogen vil mere end en almindelig thriller, den vil også kigge bag facaden ind til det lykkelige par i det smukke hus.

Tag med på denne togtur fra i morgen af og se om du måske genkender træk af dig selv på vejen.

Mange gode boghilsner
Søren Brinch Vestergaard
Redaktør på Mofibo

PS. E-bogen kommer naturligvis også på Mofibo. Vi kan endnu ikke sige præcist hvornår. Men overvej i mellemtiden evt. at lytte med på denne specialproduktion, selvom du er e-menneske.

Friday, 18 September 2015

Bøger til dig, når du er på farten.

En lydbog lukker verden ude og åbner en ny for dig. Det fantastiske ved lydbøger er, at du kan være hvor som helst i verden, i gang med hvad som helst (næsten). På en måde er du to steder på én gang. Det viser sig, at folk husker lydbøger bedre end bøger, de har læst. I en nylig undersøgelse bemærker en kvinde, at hun havde gået i haven og ordnet sine rododendron-buske, mens hun lyttede til en bog. Når hun ser rododendron-buske nu kommer hun uvilkårligt til at tænke på personerne i bogen.

Min egen kone er en dedikeret Mofibo-lytter (jeg ville også være lidt skuffet, hvis andet var tilfældet). Hun har nemlig et arbejde, der gør, at hun tilbringer meget tid i bilen og det er oplagt at bruge tiden på at få en ny oplevelse. Det sjove er, siger hun, at når hun kører de samme strækninger igen, kommer hun i tanker om, hvad for bøger hun har lyttet her.

Det er en meget sjov tanke, at alle Mofibo-lytterne afsætter spor af deres bøger ude i landskabet og byrummet – eller i hvert fald kobler historie om omgivelser med hinanden. Men hvad skal man så lytte til? Ja, det er jo fuldstændig afhængigt af, hvad man er interesseret i – om det er langt eller kort er for så vidt underordnet. Men én ting er sikkert – det skal være engagerende. Det skal være en historie man tænder på. Derfor har jeg blot fundet nogle få eksempler her på bøger, der er gode, lette at komme i gang med.

Let It Snow: John Green er en vældig populær forfatter. Ikke mindst efter filmatiseringen af En flænge i himlen. Let It Snow er et bud på tre korte vinterromancer, som passer til tre kortere ture med lyttebøfferne på.

Tvunget til tavshed: Linda Castillo tager dig en tur med til et amish miljø i Ohio. Dette er første bind og serien leverer lidt samme stemning som den klassiske Harrison Ford film Vidnet.

61 timer: Lee Childs helt nye thriller ligger nr. 1 på New York Times bestsellerliste. De 61 timer er seneste skud på Reacher-serien som har en kæmpe trofast følger-skare. Falder du for Reacher, så bliver du nødt til at køre nogle flere ture og lytte til resten af serien.

Døden kommer som ven: Ok, jeg tog blot denne, fordi motorcyklen passede til temaet. Men det gør hele Jan Thiele serien faktisk. Det er danske, realistiske krimier om privatdetektiven Frants Hjejle.

Offer uden ansigt: En tysk krimi, der ikke er for sarte sjæle. Men den får fremragende anmeldelser både i pressen og af Mofibo-læserne. Her går turen til Heidelberg.

Tåge over Darjeeling: Mikael Bergstrand følger her op på Delhis smukkeste hænder. Har man ikke læst denne er det værd at begynde her. Det er en varm og sjov historie, der også tager dig med et varmt sted hen – turen går nemlig ud af midtvejskrisen og til Indien.
Så er der kun tilbage at ønske god fornøjelse. Husk der er tusinder af andre lydbøger derinde og er man mere til f.eks. en biografi eller Anden Verdenskrig, så prøv at søge på det. Men husk det er ikke rejsetid er ikke spildtid – det er lyttetid.

Mange gode boghilsner
Søren Brinch Vestergaard
Redaktør på Mofibo

Klik her for at finde flere bøger.

Wednesday, 16 September 2015

Må vi præsentere Josefine Ottesen

Kære læsere og lyttere på Mofibo.

Jeg er virkelig glad for, at mine e-bøger og lydbøger nu også er tilgængelige for alle jer flittige brugere af Mofibo. Om mine historier siger mine læsere, at de er "tidsløse, spændende, kan læses igen og igen, kan forstås på flere niveauer, livskloge og giver stof til gode samtaler", men det jeg nok er blevet mest stolt af nogensinde, var da en læser fortalte mig, at mine bøger er "familiesamlere." Så kan det vist ikke blive finere, tænker jeg.

De fleste af mine bøger står under børnebøger eller ungdomsbøger - ja, nu hedder det "Young Adult" - men rigtig mange af dem, især de større romaner, kan udmærket læses af eventyrglade voksne. For det er eventyr og fantastiske fortællinger jeg skriver - i dag bliver det kaldt "fantasy". Men hvorfor skriver jeg dog ikke noget om hverdagen? Er den da ikke spændende nok? Jo da, nogle gange alt for spændende! Og netop derfor har jeg valgt at lade mine historier foregå i andre tider, på andre steder.

Jeg plejer at sige, at mine bøger handler om at finde vej gennem "det indre landskab", om at fange, beskrive og betragte de følelser og grundlæggende valg, vi alle sammen kender til. Hvis min historie fanger, drager læseren med mig ind gennem "det indre landskab" og får på den måde sat nogle vejvisere op på kortets hvide pletter. Det betyder også, at et barn på 10 år får noget andet ud af mine bøger end hans farfar på 70, og det er lige netop det, jeg holder af ved at skrive i de her genrer. Særlig glad blev jeg, da en læser skrev til mig, at hun havde læst "Historien om Mira" første gang, da hun var 12 år. Nu var hun 21 og havde læst bøgerne seks gange siden og hver gang fundet et nyt lag. Jeg skriver fortællinger for mennesker fra fem år og op.

Til de yngste kan jeg anbefale mine bøger om rosenfeen Roselil og hendes venner i Sommerlandet - historierne er skrevet i samarbejde med min datter fra hun var fem til hun blev ni. Roseliluniverset er roligt fremadskridende og poetisk, og jeg har bestræbt mig på, at hvert kapitel ender godt, så man roligt kan lægge sig til at sove.

Hvis man gerne vil have lidt mere gang i gaden er de fire bøger om "Hullerikkerne fra Syvstammetræet" en god højtlæsningsbog. Ask, Birk og Ella er altid på udkig efter eventyr, og nogle gange bliver det lidt farligere, end de havde regnet med. Børn fra 5-10 kan have stor glæde af de her bøger - og hvis de også interesserer sig for naturen er der skam også noget at lære. Hvis man vil prøve sin viden af, kan man gå ind på hullerik.dk 

"Grønnesø" er en serie i 3 bind, der foregår omkring Grønnesø, hvor forskellige væsner skal finde ud af at leve i fred med hinanden. Det går ikke altid så godt, men heldigvis er trunten, Pil, og hendes børnevenner fra de andre folk både kloge og modige. Bøgerne er skrevet med udgangspunkt i "emotionel intelligens", men er først og fremmest spændende og dramatiske "fantasy-light" for læsere i alderen 6 -12

Min allerførste eventyrroman "Eventyret om Fjeren og Rosen" er efterhånden blevet en klassiker. Det er en dejlig oplæsningsbog for alle fra 6 år og op, og den fungerer også rigtig godt som selvlæsning fra ca. 10 år.

"Regnbuestenen" handler om pige, Leela, der er stum. Alle andre på øen Liban tror, hun er tosset. Hun har heller ikke for høje tanker om sig selv, men alligevel er det hende, der er bud efter, da øens Mestersanger ikke længere kan nå de hemmelighedsfulde sealaer i den skjulte skov. En dejlig historie med et spirituelt touch for mennesker fra ca.10 år.

"Dragens Kys" er en rå fantasyroman om pigen, Iljana, der må skifte køn for at kunne udføre den opgave hendes mor har pålagt hende. Men skal hun virkelig følge sin mors plan eller er der en anden vej? En sanselig og dramatisk fortælling for mennesker fra 13 år og op.

Inspireret af min søn og hans venners totale besættelse af computerspil med kamp, krig og våbengav jeg mig til at studere krigeren som arketype og frem af det arbejde voksede trilogien: "Krigeren 1-3", en brutal og tankevækkende fortælling om trællen Odd, der mere end noget andet ønsker at blive kriger. Desværre kan man kun aflægge prøve til kongens hird, hvis man er søn af en fri mand, og Odd er træl .... en gennemresearchet vikingefantasy for både drenge, piger, mænd og kvinder fra 13 år og op. Se evt. mere på krigeren.com

"Historien om Mira", 1-3, er skrevet som et forsøg på at forstå min egen familiehistorie i et større perspektiv. Mira, den rige og forvænte datter af kongens hofbibliotekar og datterdatter af Vargasriddernes Stormester, lever et let og lystigt liv, lige indtil den dag, hvor en ny konge sætter sig på tronen. Hans rådgiver er Kundskabens Mester og han åbner porten til dæmonernes verden og slipper had og mistro ud blandt landets to folkeslag. Historien har mange lag, men er naturligvis først og fremmest en spændende og medrivende fortælling for læsere fra 13 år og op. Se evt.mere på historienommira.dk

"Det Døde Land" er en dystopisk fortælling om en - forhåbentlig - fjern fremtid, hvor verdensordenen, som vi kender den, er gået fuldstændig i opløsning. I en isoleret bjerglandsby vokser Jonah op uden at kende historien. Her hersker Ældrerådet og alle skal arbejde hårdt og bede fem gange om dagen til Den Almægtige. Omkring den befæstede bebyggelse lurer golakker, monstre, der blandinger af mennesker og dyr, resultatet af fejlslagne videnskabelige forsøg. Jonah passer dårligt ind. Han er fyldt med gode idéer, men en streng lov siger, at det er forbudt at ændre noget eller finde på noget nyt. En dag overhører han en samtale, der får ham til at tvivle på, om han virkelig er et menneske eller måske - ligesom golakkerne - et resultat af et genetisk eksperiment. Bogen henvender sig til nervestærke læsere fra 13 år og op. serien har en flot hjemmeside: detdoedeland.dk Udover de fantastiske fortællinger og eventyrlige historier har jeg også beskæftiget mig noget med historiske romaner.

I serien "Danerriget" er der kommet to bind: "Slægtens Offer" og "I vendernes vold". Der er ikke samme personkreds i bøgerne, som foregår med ca. 100 års forskel. Det, der binder dem sammen, er at de begge foregår på Sydfyn. Mennesker fra 12 år og op kan havde fornøjelse af bøgerne. Baggrund og mere historisk research kan findes på danerriget.dk

"Helgi Daner" er en stort anlagt ridderroman med sværdkamp om hævn,ære og kærlighed. Den er skrevet med udgangspunkt i den gamle myte om Holger Danske og fortæller om en ung mand, der bliver svigtet på det grusomste af sin far. Hvordan skal han nogensinde kunne tilgive? Og hvilken pris betaler man, hvis man ikke kan række hånden ud? Udover det gennemgående far-og-søn tema giver bogen også et godt indblik i, hvordan Europa blev kristnet og om overgangen fra et hævnbaseret stormandsvælde til et civilsamfund hvor også de svage er beskyttet. Bogen er blevet testlæst af mennesker fra 10 år -50 år og jeg kalder det en "familieroman", fordi den er rigtig god at læse/lytte til sammen på tværs af generationerne. Her kan du også finde en del ekstramateriale på helgidaner.dk

Der er - som du kan se - meget at vælge mellem. Jeg ønsker dig rigtig god læse- og lyttelyst.

Mvh.
Josefine

Klik her for at finde en masse titler af Josefine Ottesen.

Thursday, 3 September 2015

Månedens udvalgte bog


Historien: 
Den dag alt går ad helvede til regner det. En desperat mand dukker op på strafferetsadvokat Martin Benners kontor og fortæller, at hans søster har brug for hjælp. Men søsteren er død. Før hun begik selvmord, tilstod hun fem mord. I aviserne blev hun kaldt seriemorder og fik tilnavnet Sara Texas. Nu vil hendes bror rense hende – og samtidig finde hendes forsvundne søn, Mio. Sagen virker håbløs.  
Martin Benner har stort set alt. Charme, penge, karriere, kvinder, et lille barn. Men han har også sine svagheder. Først og fremmest har han svært ved at sige nej til en udfordring. Og da han vælger at se nærmere på sagen om Sara Texas, bliver han forvandlet fra advokat til en brik i et spil med så høje indsatser, at han risikerer at miste alt.

Om forfatteren: 
Kristina Ohlson skiller sig ud fra andre spændingsforfattere. Hun arbejder nemlig med det, hun skriver om: Hun har siden 2005 været analytiker hos det svenske efterretningsvæsen, Säpo (der svarer til PET herhjemme). Hvert år tager hun fri i en periode for at arbejde med sine bøger. Hun har så heller ikke mand og børn til at tage farten af hende. Og analytisk er hun – lige siden syvende klasse har hun vidst, hvad hun skulle bruge sit liv på. Til en prøve i skolen røbede hun sine fremtidsplaner: "– Jeg havde skrevet, at jeg ønskede at være en CIA-agent og forfatter. Ha, ha!" Det blev hun også – eller tæt på. Som forfatter fik Kristina Ohlson succes fra første bogfærd. Hos det svenske Piratförlaget modtog hun nemlig fra begyndelsen personlig sparring fra selveste Jan Guillou og Liza Marklund.

Pressen skriver: 
- AFTONBLADET:  "En thriller som er umulig at slippe."      

- MARIESTADS-TIDNINGEN:  "Kommer helt sikkert til at forstyrre din nattesøvn. Ikke fordi du får mareridt, men mere fordi du ikke vil gå i seng, før du har nået sidste side. Sådan var det for mig."

- ÖSTGÖTA CORRESPONTEN: "Plottet, sproget, spændingen og det rige persongalleri. Alt stemmer så godt. Lotus Blues er en ualmindeligt velkomponeret thriller (...) Kristina Ohlsson har en fantastisk evne til konstant at ændre scenariet i sin fortælling. Intet er, hvad det fra begyndelsen ser ud til at være."

- BORÅS TIDNING: "Ohlsson har held med sit nye projekt. Den hårdkogte stil er fed, Benner er interessant, og handlingen holder et højt tempo."

- DAGENS NYHETER: "Det lykkes Kristina Ohlsson usædvanligt godt at gøre hele historien usikker, gang på gang tager jeg mig selv i at tænke, at den pige nok faktisk ER skyldig. Eller også er hun ikke."

Find Lotus Blues i appen som både e-bog og lydbog - og før alle andre!

Med venlig hilsen
Søren B. Vestergaard
Redaktør på Mofibo

Læs forlagets beskrivelse af månedens bog her.

Læs dine bøger med to kolonner


Som en del af en række nye tiltag, kan vi nu præsentere "to-kolonne læsning" for alle jer, der har en tablet med Android eller iOS styresystemer. De skarpe Mofibo-læsere, der bruger Android-enheder, har måske allerede opdaget denne funktion for nogle uger siden, men det er splinternyt for alle iOS-brugere.

Her kan man se, hvordan man vælger at få bogen vist med to kolonner:
















Når man er inde i e-bogen, klikker man blot på "Aa", og som man kan se på billedet ovenfor, kan man vælge at slå funktionen til og fra igen.

Vi ønsker jer rigtig god læselyst.
Mofibo

Få inspiration til din næste bog på mofibo.dk