Thursday, 1 October 2015

Månedens udvalgte bog: Hvad prærieulve i soveværelset kan betyde

Om venskabets magnetiske sug … Imponerende original.
- The New York Times

Shotgun Lovesongs er en bog fuld af længsler. Vi er i den lille by Little Wing langt ude på bøhlandet i Wisconsin USA. Her følger vi fem barndomsvenner – Beth, der giftede sig med Henry, der blev landmand, Ronny, der slog sig på Rodeo og i dag er blevet lidt af en stakkel – i hvert fald i andres øjne. Så er der Kip, der tjente mange millioner på ejendomsmarkedet i Chicago. Han vente tilbage og købte ’Foderstoffen’, der nu truer med at sluge både hans penge og ægteskabet til den smukke Felicia. Sidst men ikke mindst er der den kunstnerisk anlagte Lee, der altid har været anderledes og som Beth måske altid har været forelsket i. Lee rejste også væk med guitaren under armen. Nu er han en verdensstjerne, men han kommer tilbage til Little Wing for at skjule sig for paparazzierne og det hårde tour-liv. Tre bryllupper folder sig ud og kriser i venskaberne. Det er måske nok en enkel måde at bygge en historie op på – du skiller folk ad og fører dem sammen igen. Men når det er velskrevet, så bliver det meget rørende og du kan genkende dig selv og dine egne venskabs- eller ægteskabskriser i det.

Forfatteren Nickolas Butler kommer rent faktisk fra en lille flække i Wisconsin. Her gik han i sin tid i skole med Bon Iver-sangeren Justin Vernon. Hvis du kender til Bon Ivers skærende længelsfulde musik, så har du en idé om, hvordan det er at læse denne bog. Karakteren Lee er simpelthen bygget over Justin Vernon. Helt som Lee i bogen så kommer Justin Vernon i øvrigt også stadig tilbage til sin hjemegn, hvor folk er meget stolte af ham.

Lee er katalysatoren i historien – han bringer det fremmede ind fra verden udenfor lillput-byen. Men det smukke og det autentiske i denne historie ligger gemt i alle detaljerne og i sproget. På et tidspunkt kommer Lee tilbage fra New York for at finde sig selv igen. Her er en lang smuk passage, hvor han dybest set blot bevæger sig rundt i huset, der har været lukket ned i et halvt års tid – drikker en øl på verandaen, tænder for vandet og hører de hylende vandrør byde ham velkommen hjem, brænder sig i badet og kommer med håndklæde om livet ind i soveværelset, hvor døren står åben ud til de åbne vidder. Her fryser han, da han pludselig står ansigt til ansigt med en prærieulv. Det er en meget smuk scene. Jeg skal ikke forsøge at gengive den, men Lee ser sig selv i øjnene på prærieulven og ser, hvad der er ægte og hvad der er falsk. Ja, det lyder måske banalt, men det er det ikke, når du læser det. Denne bog er en stor sproglig fornøjelse. Enkelte gange strækker forfatteren sin beskrivelse en smule for langt ud – specielt i begyndelsen – men man skal sådan set bare lade sig falde ind i det ægte billede her.  

Personligt håber jeg at høre meget mere til Nickolas Butler, som debuterer med denne rørende, varme fortælling, der på mange måder minder om at læse en moderne John Steinbeck. Det er en bog for alle, der har eller har haft, en ven eller en kæreste og det er en bog, der helt sikkert bliver til en film engang med musik af Bon Iver. 

Bog-venlige hilsner
Søren Brinch Vestergaard 

Find Shotgun Lovesongs i appen som både e-bog og lydbog - og læs forlagets beskrivelse her, hvis du blevet mere nysgerrig.

Se evt. en lille video med forfatteren midt i sin landlige idyl.