Thursday, 19 November 2015

Månedens forfatter: Camilla Läckberg

Camilla Läckberg er født i 1974 i den lille by Fjällbacka i Sverige. Det er ikke mere end en samling ødegårde. Det er også her hendes krimier finder sted. 

Camilla Läckberg uddannede sig faktisk som civiløkonom, men blev træt af sit fag. Hun tog et skrivekursus og udgav sin første bog Isprinsessen. Herfra gik det meget hurtigt – efter nogle få år overtog hun rollen som Sveriges krimidronning fra Liza Marklund. Hun var simpelthen populær lige fra begyndelsen. Men ikke hos alle. Kritikerne og visse mandlige kolleger kritiserede hende. Det kan man sådan set opleve selv i dag i danske anmeldelser. Men i 2007 gik bølgerne højt nok til at hele diskussionen fik navnet ’Den store nordiske krimifejde’.  Kollegaen Leif G.W. Persson førte an i kritikken og anklagede Läckberg for at skrive for enkelt og for dårligt. Flere andre var ude med riven efter både Läckberg og Marklund. Läckbergs kommentar fortjener næsten gengivelse her. Hun beskrev det nemlig som : ”en gang pis fra ældre herrer, der virker, som om de føler sig snydt på en eller anden måde”.

Og snydt blev mange af kollegerne på sin vis. Camilla Läckberg blev nemlig hurtigt en af Sveriges bedst-sælgende forfattere. Kun en enkelt mand tog hende (og de andre kvindelige krimiforfattere) i forsvar da kritikken af ’femi-krimien’ hærgede. Det var den gamle kæmpe Jan Guillou, der med sine langt over 9 millioner solgte bøger godt kunne konstatere, at der tilsyneladende var tale om ren og skær misundelse. 

Hos os – hos publikum – rammer Läckberg plet – hver gang! Måske er en af grundene, at hun ved at tage udgangspunkt i sin hjemstavn både har lavet en setting for sine bøger, som hun kan beskrive levende og troværdigt. Og så handler det måske også om, at vi kan få nok af storbyskrimierne, der laver mange komplicerede plottråde med internationale forviklinger og hvad ved jeg. Läckberg løser ikke bare krimigåden i hver bog – hun opløser den nærmest, så det lille samfund kan vende tilbage til status quo. Der er en vis boglig renselse i at lægge historierne an på denne måde. Det minder jo uvilkårligt om en britisk pendant af en vis notabilitiet – Agatha Christie. Ja, ja det er noget helt andet, men det er også lidt det samme: vi har hver gang en lukket ramme, der koncentrerer handlingen og øger spændingen. 

Når man ser på de danske anmeldelser af Läckbergs nyeste bog Løvetæmmeren, så kan man se, at også mange af anmelderne har givet efter og indrømmer, at de nyder bogen. 

Politiken skriver, at bogen ”har en fantastisk timing. Stort set alle kapitler har den rette spændingsopbygning og vidensdosering, og forfatterens brug af suspense er formidabel.

Jyllandsposten kalder bogen for en ”klassisk psykologisk krimi

Kristelig Dagblad siger, at bogen er ”velskrevet og uhyggelig spændende.

Okay, det er vel strengt taget ikke sandsynligt med al den ondskab og den mordrate i en lille svensk flække, men hvad pokker – det er jo bare en god historie. Et uhyggeligt eventyr for voksne.  Jeg skal i den grad læse den. 

Har du ikke læst Läckberg før, så begynd med Isprinsessen, der var både hendes første bog og hendes store gennembrud. 

Bedste boghilsner
Søren Brinch Vestergaard 
Din redaktør 

Friday, 13 November 2015

Hvad er du til?

Jeg selv har lige læst Diana Gabaldons Outlander færdig. Den var en overraskelse – jeg ville egentlig bare lige prøvesmage den og endte så med at sluge de 750 sider. Nu er jeg faktisk i gang med Michael Katz Krefelds Afsporet. Men her i den sidste uge er der gået en masse spændende nye titler ind. Jeg synes selv, det er meget forskelligt, hvad jeg lige har lyst til at læse. Det kræver for eksempel lidt overskud at læse en meget mørk krimi, hvor andre bøger giver mig overskud. Sådan er vi sikkert alle meget forskellige. Også derfor vil jeg lige trække nogle titler frem her i en varieret lille blandet ’bog-skål’.

1. I lyst og nød af Karin Wahlbergh
Denne bog er lige udkommet i dag. Mange har sikkert allerede læst hendes populære bog Endnu er der håb og kender forfatteren. Hvis ikke, så kan man lidt sammenligne hendes nye bog med tv-serien Landsbyhospitalet. I lyst og nød er en bog fuld af varme og gode personskildringer. Vi skal tilbage til 1950’erne og følge livet i en lille by, hvor mulighederne er ved at åbne sig for kvinderne. Men selv i en lille hyggelig by i 1950’erne kan der ske uhyggelige ting.

2. Yogi fra Østerlen af Mikael Bergstrand
Denne bog er også lige udkommet i dag. Den har dog været på forpremiere i et par uger på Mofibo. Det her er humor af fineste karat. Det er også tredje og sidste del af Bergstrands populære serie om Göran og Yogi. Du bør læse de to andre, hvis du skal have det fulde udbytte af denne.

3. Hvide spor af Emilie Schepp
Læste du Emilie Schepps første bog om kriminalkommissær Henrik og  hans assistent Mia? Dette er opfølgeren til Mærket for livet – en af de store krimibestsellere i 2014. Den nye bog begynder en vinternat i toget fra København til Stockholm, hvor en togfører finder en død pige på toilettet.

4. The Circle af Dave Eggers
Har du lyst til et lille kig ud i fremtiden? Det ser ret skræmmende ud derude. Den amerikanske forfatter og kulturpersonlighed Dave Eggers bygger i denne bog et nyt firma – The Circle. Det er et konglomerat af Microsoft, Google og Facebook – og Apple. Det er også drevet af en treenighed af direktører, der helt sikkert er bygget over folk som Zuckerberg, Bill Gates, Larry Page og Steve Jobs. Denne bog får min største personlige anbefaling – ikke som stor litteratur, men som ekstrem vigtig påmindelse om at vare os for, hvilken fremtid vi skaber.

5. Ildkamp af Brandon Sanderson
Sanderson er helt ny i Danmark. Den første oversatte bog er Stålhjerte. Det er her du skal begynde. Ildkamp er det helt nye bind to. Dette er dystopisk sci-fi og det er young adult, men det er forrygende for alle med trang til et fedt eventyr på line med Hunger Games eller Divergent. What’s not to like?

6. Tvivlen af Anna Todd
Her er ung kærlighed, der var ved at smelte internettet! Tvivlen er tredje selvstændige bind i den nu snart famøse Anna Todds serie After. Den første hedder Mødet. Anna Todd begyndte sin karriere med fan-fiction udgaven på Wattpadd, hvor hun er læst mere end én milliard gange! Alle tre ligger på Mofibo – det er måske værd at kaste et blik på dem og se, hvad pokker hele balladen går ud på.

7. Tre år ni måneder og tre dage af Henrik Qvortrup
Her er den nu snart famøse bog, der er baseret på 100 unavngivne kilder, der hjælper Qvortrup med at kigge ind bag scenen til Helle Thorning-regeringen, der varede netop så længe som titlen siger. Du kommer meget tæt på – med mindre Qvortrup selv har digtet noget af spindet.

8. Kæmp for alt hvad du har kært af Bubber
Denne bog er helt ny på Mofibo. Bubber er god i mødet med andre mennesker. Bogen rummer både rørende skildringer af mennesker og det alvorlige i Danmarks deltagelse i en krig langt fra os – familierne herhjemme bliver også ramt af krigen. Og det underlige er måske, at resten af samfundet ikke på samme måde opfatter Danmark som værende i krig.

Rigtig god weekend
Hilsen din redaktør på Mofibo
Søren Brinch Vestergaard

Wednesday, 4 November 2015

Læs november måneds bog på Mofibo

Diana Gabaldon udgav Outlander-bogen allerede i 1991. Den blev et massivt hit! Omkring en halv million mennesker har anmeldt Outlander på tjenesten Goodreads og bogen er oversat til utallige sprog og en tv-serie er lavet over bogen. Det er svært at forstå, at det har taget så lang tid at få bogen ud på dansk. Den er ganske vist stor og dyr i oversættelse, men det kan ikke forklare det alene. Måske er sandheden, at man ikke rigtigt har vidst, hvad man skulle stille op med sådan en bog, der bryder mange genrer. Måske har den endda ikke været ’fin’ nok, fordi den er så uforskammet underholdende. Men det er nye tider på bogmarkedet og ingen kan holde de gode historier tilbage længere efter, at Mofibo er landet. 

Nogle sammenligner Outlander med George R.R. Martins Game of Thrones bøger, andre med Fifty Shades of Grey. Og det er rigtigt – der er både sværdkamp, drabelige scener med hekseafbrændinger, borgliv i 1700-tallets Skotland og masser af både hede og romantiske sex-scener. Men bogen er sin helt egen og kan noget særligt. 

Den syvogtyve årige Claire er på rejse med sin mand, Frank i Skotland. Året er 1945 og parret har kun set hinanden nogle få gange under krigen. Claire er sygeplejerske og Frank har arbejdet i efterretningstjenesten og er på vej til Oxford til en professorstilling der. 

Vi bruger de første kapitler på at lære Claire at kende – og i mindre grad Frank. Vi hører lidt om skotsk historie – og skotsk overtro og heksedyrkelse. Det er det absolut mindst spændende i bogen, men lyt efter alligevel, for lige om lidt sker der noget. Bogen er fortalt i jeg-form og det er den absolut eneste rigtige måde, at lave denne historie på. Jeg-formen gør, at vi følger Claire ind gennem en stensætning/tidsportal i 1945 og ud på den anden side i en fremmed tid for hende. Alle hendes oplevelser kommer tæt på læseren og man ved aldrig mere end hovedpersonen ved.

Tilbage i det skotske højland møder hun Jamie – en fredløs dømt for et mord, han ikke har begået. Snart er hun fanget til den ene side af en berusende og meget sanselig kærlighed og ønsket om at vende tilbage til Frank i sin egen tid. Hun overlever i 1700-tallet ikke mindst takket være sine evner som sygeplejerske og sin praktiske fornuft. Til gengæld ved Claire af og til en del om, hvad der kommer til at ske med folk i den tid, hun er blevet slynget tilbage til. Et spændende spørgsmål er også – findes der andre som hende?

Jeg mangler selv kun de allersidste sider af denne store bog, og jeg er fuldstændig væk i den. I den sidste scene, jeg har læst, ligger Claire i en voldgrav med henrettede fanger omkring sig. Hun slår øjnene op til en ulv, der stirrer sultent på hende. Og dette er bare en afledt scene fra et rigt hovedplot. 
På et tidspunkt var der rigtig mange erotiske kapitler og fine (og frække) som de er, savnede jeg alligevel lige dér at komme lidt videre med handlingen. Det skal jeg love for blev opfyldt. Denne historie er skrevet så man rinder i hu, alle tv-serierne op til jul og alle de store eventyrfilm som Ivanhoe, Robin Hood og i helt særlig grad – Braveheart. Jeg lover det – du bliver ikke snydt. Det her er gloriøs god underholdning og kommer til at hærge hele landet. En af dem, der kommer til at hjælpe bogens ry på vej, bliver formodentlig dig selv…

Som en lille bonus, kan jeg fortælle, at Outlander blev så stor en succes, at Diana Gabaldon skrev 7 mere i samme serie. Forlaget prøver at presse på for at få næste bind klar allerede til foråret. Det er nok en god idé!

Rigtig god fornøjelse
Din redaktør på Mofibo
Søren Brinch Vestergaard