Thursday, 17 December 2015

Månedens forfatter: Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Hvis du tænker, at du trænger til at læse en virkelig god dansk forfatter, så er Anne Lise Marstrand-Jørgensen et helt oplagt bud. Med sine seneste romaner skriver hun sig ind på den internationale scene. Der er stadig mange, der ikke kender hende. Her er muligheden for at læse et rigtigt velskrevet eventyr.

Månedens forfatter har læst litteraturvidenskab og debuterede med digtsamlingen Vandring inden ophør. Allerede i titlen kan man høre det eksistentielle tema. Hun har siden sin debut bevæget sig mere og mere i retning mod den store fortælling. Hun har nok bibeholdt det eksistentielle tema, men det står nu aftegnet i ’rigtige’ mennesker og bliver så konkret, engagerende og virkningsfuldt som en god fortælling overhovedet kan blive.

Hvis du allerede kender Anne Lise Marstrand-Jørgensen, så er det sikkert igennem hendes Hildegaard-bøger. Hun fik nemlig sit store gennembrud med Hildegaard I og Hildegaard II, hvor hun får kvinden Hildegaard til at træde lyslevende ud af middelalderen og ind i læserens bevidsthed.

Lige nu er hun netop også aktuel med krøniken om det myte-omspundne par Dronningen af Saba og Kong Salomon. Bygget på en omfattende research har hun skrevet et helt fantastisk eventyr. Personer, sprog og plot går op i en smuk helhed og trækker læseren med til en anden tid og et andet sted.

Men alle hendes bøger ligger og venter på dig i appen, så klik ind og bliv sprogligt forført.

Mange december-hilsner
Din Mofibo-redaktør
Søren Brinch Vestergaard

Præsentation af den nye bog: Dronningen af Saba og Kong Salomon
- En storslået roman om krig, mord og ufattelig rigdom.

Historien om Kong Salomon og Dronningen af Saba, som alle tror, de kender – genfortolket af en af Danmarks dygtigste forfattere.

Hun er den visionære og ambitiøse prinsesse af det sabeanske imperium. Han er den magtfulde konge af Israel. De mødes og kommer til at præge deres samfund i en grad, så vi stadig kender deres navne 3.000 år senere: Dronningen af Saba og Kong Salomon.

DRONNINGEN AF SABA OG KONG SALOMON er en episk roman, hvor Anne Lise Marstrand-Jørgensen i spændingsfeltet mellem myte og historie udfolder en storslået beretning om magt, kærlighed, afsavn og ærgerrighed.

Det sabeanske rige strækker sig fra Etiopien til Yemen. Her bor Makeda, der tager på en farefuld rejse mod en far, hun ikke kender og ender med at blive optaget i Kongen af Sabas råd. I Israel overtager den unge Salomon tronen efter sin far, Kong David, og må bevise, at han kan træde i sin magtfulde fars fodspor. Det lykkes ham at gøre Israel til en mægtig handelsnation og styrke landets forbindelser til omkringliggende riger. Salomons rige er porten til både Damaskus og Rom, og Makeda beslutter sig for at rejse til Israel og lave handelsaftaler, der vil sikre hendes rige velstand. Salomons byggerier har drænet statskassen, så Makedas rigelige gaver er kærkomne. Hans harem er fyldt med kvinder, men han drømmer snart om også at gifte sig med den magtfulde kvinde fra Saba.

Fortællingen om Dronningen af Saba og Kong Salomon stammer fra 1.000 år før Kristus og kendes både fra Bibelen, Koranen og etiopisk mytologi, men i Anne Lise Marstrand-Jørgensens lyriske stil bliver fortællingen lyslevende med komplekse problemstillinger, der stadig er aktuelle i dag.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen står også bag succeser som HVIS SANDHEDEN SKAL FREM og HILDEGARD. Hun har vundet adskillige priser for sit forfatterskab, blandt andet Weekendavisens Litteraturpris og Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris.