Tuesday, 19 January 2016

Kaptajn Haddock møder Gabriel Garcia Marquez ...

Overskriften har jeg lånt fra Politikens anmelder Bjørn Bredal. Den er så rammende sagt om månedens forfatter på Mofibo: Ib Michael.  

Ib Michael er en af danskernes yndlingsforfattere.

Sjovt nok, for han skriver sig langt væk fra den danske virkelighed og den almindelige måde, den fremstilles på i vores litteratur. Der er nemlig noget Gabriel Garcia Marquez over ham – en fandenivoldsk trang til eventyr og til at sprænge grænserne. Også rent geografisk.

Derfor er han også en oplagt forfatter her i januar, hvor vi virkelig kan trænge til noget eskapisme – til et fuldtonet eventyr, der tager os væk under venligere himmelstrøg, hvor det viser os, at livet og sanseligheden er langt større, end vi oplever på busturen på vej til og fra arbejde. Og derfor præsenterer vi ham også nu, selvom nogle af hans store romaner stadig mangler at blive digitaliseret.

Heriblandt f.eks. min egen absolutte yndlingsbog af ham – Prins. Til gengæld har han lige udgivet en helt ny roman, som ligger klar både som e-bog og lydbog på Mofibo. Den hedder En anden sol og her er der både en rejse til Asien, et kærlighedseventyr og en verden under vandet som selv Jules Verne ville være misundelig på. Så dyk ned i Ib Michaels eventyrlige forfatterskab, der er lige som C.S. Lewis’ berømte garderobeskab – det flytter dig til en anden verden og lader batteriet på din fantasi op. 

God fornøjelse, 
Søren Brinch Vestergaard 
Redaktør hos Mofibo   

Gyldendals præsentation af Ib Michael:
Ib Michael er født 1945 i Roskilde og forfatter til over 30 romaner og rejseskildringer. Ib Michael debuterede i 1970 med romanen ”En hidtil ukendt drøm om skibe”.

Mere end nogen anden er Ib Michael eventyrets digter i ny dansk litteratur – en fantastisk og magisk realist. Ib Michaels bøger er eventyrlige beretninger om udlængsel, eksotiske rejser og mirakuløse sammentræf. Der er både dramatiske handlinger og sanseligt billedrige beskrivelser. Samtidig er Ib Michaels fortællinger fulde af konkret virkelighed, forankret i tid og sted og fyldt med farve og liv, hvad enten de foregår i middelalderen eller atomtiden, i Latinamerika, Kina eller Roskilde.
Ib Michael bruger fantasien til at udvide virkelighedsopfattelsen: Tid og rum kortsluttes med en mytisk oplevelsesform, der bryder med den vestlige verdens rationalistiske tænkemåde og trækker på indiansk og buddhistisk filosofi.

Ib Michael har i sine bøger fra første færd knyttet an til 1960'ernes drøm om at føre "fantasien til magten". Det er en bevidsthedsrevolution, som Ib Michael bl.a. anskueliggør i sine surrealistisk fabulerende små romaner ”En hidtil uset drøm om skibe” (1970) og ”Den flyvende kalkundræber” (1971).

Fastere form og virkelighedsgrund får drømmen i Ib Michaels følgende bøger. Her trækkes på det erfaringsstof om natur, myte og politik, som Ib Michael henter ved sit møde med indianske kulturer i Syd- og Mellemamerika.

Ib Michael tog i sin tid bifag i mellemamerikanske indianske sprog og kulturer ved Københavns Universitet. Inspireret heraf blander Ib Michael fiktion og dokumentarisme, antropologi og indianske legender i rejsefortællinger som ”Mayalandet” (1973, sammen med Per Kirkeby og Teit Jørgensen) og ”Rejsen til det grønne firben” (1980) samt i romanen ”Rejsen tilbage” (1977).

Med ’erindringsromanerne’ ”Vanillepigen” (1991), ”Den tolvte rytter” (1993) og ”Brev til månen” (1995) anvender Ib Michael blandingen af etnografi og mytisk-realistisk fiktion som perspektiv på sin egen barndoms- og slægtshistorie. Ib Michaels store roman ”Prins” (1997) bygger på et lignende erfarings- og skrønestof og næres af samme drøm om at sammensmelte det adskilte og forbinde fantasi og realitet. En drøm, som bærer hele Ib Michaels forfatterskab.

Ib Michael har i årenes løb vundet en lang række priser, bl.a. Otto Gelsted-prisen 1978, Henrik Pontoppidans Mindefond 1987, Weekendavisens Litteraturpris 1989, De Gyldne Laurbær 1990, Kritikerprisen 1991, Søren Gyldendal Prisen 1993, Det Danske Akademis Store Pris, 1994 og Danske Banks Litteraturpris, 2010.