Wednesday, 17 February 2016

Månedens forfatter: Jan Guillou

Jan Guillou er født i 1944. På mange måder er han vores nordiske Ken Follett – han skriver spændende romaner med udgangspunkt i historien. Han har bl.a. taget det på sig at skrive sagaen om Det store århundrede – hans eget århundrede, kan man sige. Vi er nu nået til bind 5 i romanserien, der beskriver 1900-tallet.

Jan Guillou har altid været politisk engageret. Som ung jurastuderende fandt han ud af, at journalistik nok var en stærkere måde at påvirke samfundet på. Han har i mange år været en toneangivende stemme i den svenske debat i kraft af både journalistik og hans forfatterskab. Ja, vi har endog ofte kunnet høre ham helt til Danmark.

Hans store gennembrud kom med bogen om kostskolen Solbacka. Ondskaben hed bogen og den blev senere filmatiseret. Mange kender også hans serie om agenten Carl Hamilton.

I hans aktuelle bog, Blå stjerne, skal vi faktisk tilbage til agent-thrilleren. Johanne arbejder for den britiske efterretningstjeneste i Stockholm. Hendes mission: at redde Norges jøder på flugt fra holocaust. Deres kodenavn for hende er – Blå stjerne. Johanne er en ny hovedperson og hun får ros af anmelderne for at være sej og troværdig.

Vi følger familien Lauritzen gennem ’Det store århundrede’, så er det en god ide at begynde fra begyndelsen med bogen Brobyggerne. Så undgår du at snyde dig selv for noget af et århundrede.

Som en lille optakt til bogen, kan du læse et interview med forfatteren her nedenfor.

Bedste boghilsner
Søren Brinch Vestergaard
Din redaktør hos Mofibo

INTERVIEW:

1. Femte bind i fortællingen om familien Lauritzen udspiller sig under Anden Verdenskrig, ligesom Ikke at ville se gjorde. Hvorfor valgte du at gøre det på den måde, og hvordan var det at skildre denne tidsperiode i to bøger, men fra forskellige perspektiver?

Selv om handlingen udspiller sig i samme familie og i samme tidsperiode, så er perspektiverne helt forskellige i Ikke at ville se og i Blå Stjerne. I Ikke at ville se handlede det om en ældre mands uvilje mod at tage virkeligheden ind, og derfor kunne han heller ikke forstå noget af det, der sker i krigen. I Blå Stjerne er perspektivet det omvendte. Lauritz’ to døtre, Johanne og Rosa, er hans direkte modsætninger og kommer derfor til både at se og forstå alt det, faderen ikke havde nogen anelse om. At blande begge perspektiver i en dobbelt så tyk bog var blevet alt for rodet.

2. Spionromanen er lidt dit specialområde – hvordan var det at genopleve genren?

Næsten lidt sentimentalt morsomt. Spionageteknikken under Anden Verdenskrig er jo forholdsvis let håndterlig, en moderne spionroman med alle computerne ville let bliver uoverskueligt kringlet både for forfatter og læsere.

3. Denne gang er hovedpersonerne Lauritz’ døtre – Johanne og Rosa Lauritzen. Hvordan var det at skrive en spionroman fra et kvindeligt perspektiv?

Vældig sjovt. Af forskellige grunde har mine fortællinger næsten altid været præget af et strikt mandligt perspektiv. Det var sjovt og interessant at vende det helt om. Som senior og mand kan jeg jo tillade mig at gøre grin med alt mandligt, og sådan tilbyder det kvindelige perspektiv mange humoristiske muligheder. Det er desuden taknemmeligt at forsøge at pille nogle af Anden Verdenskrigs selvudnævnte svenske helte lidt ned ved hjælp af kvindelige erfaringer.

4. Hvad har været sjovest, og hvad har været den største udfordring under arbejdet med romanserien Det Store Århundrede?

Sjovest indtil nu har netop været at vende op og ned på fortællingen gennem at anvende et kvindeligt perspektiv i årets bog. Den største udfordring er hele tiden at forsøge at suggerere sig til, at man befinder sig netop der netop dengang og ikke har et historisk facit.

5. Kan du fortælle noget om næste bind?

Da havner vi i 1950’ernes kolde krig. De store spørgsmål for mig at forsøge at besvare bliver, hvordan det gik til, da Sverige skiftede fra at være et helt tyskorienteret land til at blive et angloamerikansk. Hvad betød Hollywood? Hvad betød rockmusikken? Hvad betød alle ubehagsfølelserne omkring det tyske?

Pressen skriver: 

Jan Guillou skriver medlevende, underholdende og humoristisk tilsat en sej agent, som vi kender fra Hamiltonserien. At helten denne gang er Hamiltons kvindelige modstykke er uimodståeligt.
- Nordjyske Stiftstidende ★ ★ ★ ★ ★

Jan Guillou [er] på suveræn hjemmebane, når han skildrer Stockholm som spionagens myretue...
- Ekstra Bladet ★ ★ ★ ★

...glimrende og eftertænksomhedsfremkaldende underholdning
- Jyllands-Posten ★ ★ ★ ★

Bogen er elementært spændende og velskrevet… Jan Guillou skal have ros for at tage kvindernes parti og bruge dem som udgangspunkt for en fortælling, der både i fag- og skønlitteratur ofte handler om stærke mænd og hvor kvinderne ofte kun spiller en birolle…
- Fyns Amts Avis ★ ★ ★ ★

Jan Guillou er bare en rigtig dygtig forfatter, der formår at skrive på en måde, så man forstår, hvad han vil med sine bøger.
- Boghandler Marianne Hübert Hansen fra Bog & Idé i HerningCentret i Herning Folkeblad

Wednesday, 3 February 2016

Månedens bog: Matador-lovestory

Jeg er lige begyndt på Italiensvej. På en måde føles det som at se første afsnit af Matador – det er et fint tidsbillede, Anna Grue tegner, men først og fremmest er det nogle dejlige mennesker, hun tegner for os. Humor er spundet meget fint ind i sætningstrådene på samme måde som den arketypiske danske tv-serie. Der er i virkeligheden en lille smule nostalgisk og rimelig ufarlig kærlighedshistorie over bogen. Men det fænger fantastisk og det er simpelthen en fryd at læse.

Så har du lyst til en ægte feel good roman, med et lille hemmeligt italiensk forspil, så er det her en oplagt og dejlig oplevelse, der i kraft af udførelsen – de realistiske situationer og hovedpersoner – løfter sig markant over, hvad vi ellers ser. Jeg kan straks mærke, at dette bare er en bog man sluger, hvis man har et småsentimentalt hjerte som mig.

Anna Grue har sådan set levet af at skrive hele sit liv – bl.a. som tekstforfatter og chefredaktør. Men i 2005 udgav hun debutromanen Noget for noget. Allerede to år efter besluttede hun at dedikere sig fuldstændigt til forfattergerningen. De fleste af jer kender naturligvis hendes berømte krimier med Dan Sommerdahl. Det er sådan en fornøjelse at begynde på denne seneste kærlighedsroman. Forvent ikke det vilde plot eller noget i den stil. Det her er som sagt mere som et afsnit eller tre af Matador – det er troværdigheden, der suger dig ind sammen med den lille livsgnist af humor, der puster liv i det hele og løfter læseren. Jeg tror endda, vi kan love en rigtig happy end.

Rigtig god fornøjelse,
Søren Brinch Vestergaard
Din redaktør hos Mofibo

 Her er hvad pressen skriver: 

 *****
-  Dagbladenes Bureau, Henrik Tjalve

 FFFF
-  Femina, Julia Lahme
Vi vidste godt, at Anna Grue er knaldgod til at skrive krimier, men kærlighed kan hun også skrive om, viser hendes nyeste udgivelse, Italiensvej (Politikens Forlag). Her er hovedpersonen Vittoria flygtet fra Italien af årsager, vi får oprullet undervejs. Hun ankommer i København i 1958 med et…

****
-  Jyllands-Posten, Lars Ole Sauerberg
Anna Grue har aldrig lagt skjul på, at det er de nære menneskelige relationer, der interesserer hende. Nogle læsere vil måske finde det rigeligt retro eller kitschet at skrive en gammeldags kærlighedsroman. Men Grue gør det på en så charmerende og afvæbnende måde, at man gerne lader alle sine…

- Ekstra Bladet, Sebastian Hansen
Anna Grue er en dreven plotmagerske, og nysgerrig bliver man derfor, da den 24-årige Vittoria Contini i 1958 ankommer til København i en Fiat 500 sammen med en spæd dreng, et stort bundt pengesedler og en farverig Madonna-statue.

- Politiken, May Schack
Anna Grue har moret sig med at skabe et detaljeret tidsbillede af datidens hjemmeliv og to kvindetyper, der på hver sin måde er udgangspunktet for det kønsrolleopgør, man skulle et årti længere frem for at se begyndelsen på.

- Lektørudtalelese, DBC
Det er underholdning, det her. Anna Grue skriver lige ud ad landevejen.
Italiensvej er en velskrevet realistisk roman om kvindeliv i familienog på arbejdsmarkedet i 1950’ernes København. Der er fine tidstypiske detaljer, og det skiftende perspektiv mellem de to veninder og Einar samt nysgerrighed om Vittorias historie er med til at fastholde læseren.