Monday, 4 July 2016

Månedens bog: Rosa

Lotte og Søren skriver nogle ’Hammer-gode’ krimier. Det har mange tusinde læsere og lyttere på Mofibo og ude i papirlandet fundet ud af. Men denne gang har de vovet sig ud på et nyt eventyr og det er næsten endnu bedre!

Deres nye bog Rosa er en kærlighedshistorie. Vi skal tilbage til de sidste besættelsesår. Forrest i romanen er en dedikation til to mennesker – Carl. E. Jørgensen og Grethe Dimpker. Om de er virkelighedens Rosa og Wilhelm skal jeg ikke kunne sige. De kan selvfølgelig være kilder blot til tiden generelt. Men så snart man læser ind i bogen føles denne historie utrolig autentisk. Måske ikke så meget selve forordet men dagbogsnotaterne og breve, der sammenflettet udgør historien, er virkelig stærkt og realistisk.

Så tag med tilbage til slutningen af krigen og hør en tragisk og troværdig historie om, hvad der sker, når en ung, gådefuld og ’fremmed fugl’ flytter til en gymnasieklasse i provinsen. Det er en perfekt bog til sommerferielæsningen eller -lytningen. Og får du smag for Hammer-bøgerne, så fortsæt kun roligt ned i rækken af spændende krimier. Du finder dem under samme banner øverst på forsiden. Krimierne er i øvrigt solgt i 22 lande. Det er rigtig godt gået af parret, der begyndte med bogen Svinehunde i 2004 som et fælles skriveprojekt. Det gik jo meget godt, må man sige.

Rigtig god sommer,
Søren Brinch Vestergaard

Læs mere om bogens handling her.

PS. Der er ingen anmeldelser fra pressen endnu på dette tidlige tidspunkt, men skriv endelig din egen inde i app’en. Det er virkelig brugbart for andre, når vi anmelder bøgerne.