Wednesday, 17 August 2016

Månedens forfatter(debutant) på Mofibo

Månedens forfatter er Rebecka Edgren Aldén. Hun debuterer med Den ottende dødssynd, der er et skarpt bud på det nye domestic noir hit på linje med Kvinden der forsvandt og Kvinden i toget. Men her er det så umiskendeligt nordisk, at det kommer meget tættere på dig som læser eller lytter.

Jeg kunne simpelthen ikke lægge bogen her fra mig, før jeg var nået helt i mål med den. Det er bestemt ikke hver gang, jeg har det sådan med en bog. Jeg er ikke selv helt god til krimier, men her var noget, der både var drønspændende og havde en kant.

Vi følger Nora, der bor i det største hus på vejen. Hun er gift med den flotte og ekstremt charmerende, Frank. Hun er en succesfuld forfatter, der har skrevet masser af selvhjælpsbøger og tager ud, og holder foredrag om at gribe mulighederne i livet. Her fortæller hun bl.a. om det fald fra syvende sal for ti år siden, hvor hun nær var omkommet. Foredraget tager tilskuerne med storm hver gang – her står hun foran dem, handlekraftig og smuk - og fortæller om, hvordan hun bogstaveligt talt har kæmpet sig op fra bunden.

Nora er lige begyndt på at læse op til sit nye bogprojekt – De syv dødssynder – da en ny nabo flytter ind på vejen. Nora føler sig på uforklarlig vis truet. Folk på vejen elsker den nye nabo. Klara er en ung, smuk kvinde, der tilmed har sin eget fantastiske konditori (og her er det Nora, der forsøger at holde sig langt væk fra sukker og kager). Noras mand begynder også at opføre sig mistænkeligt – har han en affære med Klara? Da Noras egne børn også helst være ovre hos Klara, bliver hun helt slået ud. Langsomt bliver der skubbet til hele forestillingen om, hvem Nora egentlig er. Hvor lykkelig er hun egentlig? Er det hele kun på overfladen? Snart begynder uhyggelige små ting at ske og Noras opfattelse af virkeligheden kommer i tvivl – kan hun stole på sin mand. Spørgsmålet er måske også, om læseren kan stole på Nora, der er fortælleren. Bogen bygger stille og roligt op, så du er med, når det hele kulminerer og enhver forestilling om et almindeligt liv eksploderer. Så prøv noget nyt – kast dig ud i Den ottende dødssynd. Det er helt ufarligt i bogform.

Nedenfor kommer et interview med Rebecka som forlaget Modtryk har lavet. Det er ok at læse før du læser eller lytter til bogen, men du kan også gemme det til bagefter. Og hvis du begynder på denne bog, så er mit bud, at du ikke kan lade være med at læse den færdig. Det kunne jeg i hvert fald ikke. Det er en stærk debut – med sådan et førsteforsøg, er dette helt sikkert en forfatter, der er værd at følge i app’en og andre steder.

God fornøjelse,
Søren Brinch Vestergaard

Interview med månedens forfatter: 

Hvem er Rebecka Edgren Aldén?

Jeg er en journalist, der altid har drømt om at blive forfatter. Jeg
læser meget og længes altid efter mere tid til selv at skrive. For
tiden arbejder jeg som redaktør for et stort svensk modemagasin,
Damernas Värld. Faktisk er det det største modemagasin i
Skandinavien. Personligt er jeg mere interesseret i litteratur end
i mode, men jeg elsker at lave magasiner!
Jeg bor sammen med min mand, Bjørn, og vores tre børn,
Morgan (14), Ellinor (12) og Simone (8), uden for Stockholm.
Vi har også en hund, en Jack Russel ved navn Charlie. Tre gange
om ugen træner jeg piger (8-9 år) i gymnastik. Jeg lærer dem
at lave vejrmøller og saltomortaler. Jeg nyder virkelig at være
gymnastiktræner.

I “Den ottende dødssynd”, din debutroman, følger vi Nora, der er en
succesrig selvhjælpsforfatter med en problematisk fortid. Hvad var
din primære inspiration?

Inspirationen var egentlig en bog af Barbara Ehrenreich om
‘positiv tænkning-industrien’. Troen på, at man kan blive lykkelig
og succesrig, hvis bare man bestemmer sig for det og tror nok på
det. Nora, min hovedperson, tror virkelig på det, fordi det virker for hende. Men da der ­ flytter en ny nabo ind på vejen, virker det pludselig ikke mere. Jeg mener, at livet er meget mere kompliceret end hvad de her ‘life coaches’ prædiker. Der er ingen nemme opskrifter på at blive lykkelig. Men jeg ville også gerne kommentere det billede af fantastiske og lykkelige liv, vi viser gennem de sociale medier. Jeg elsker thrillere. Jeg elsker at læse bøger i ‘domestic noir-’ genren, som f.eks. “Kvinden der forsvandt”, “Kvinden i toget” og så videre. Det er derfor, jeg selv skriver i den genre. Jeg skriver det, jeg gerne selv vil læse – uhyggelige thrillere men uden mord og politiarbejde.

Havde du et tema for bogen? 

Ja. Bogen handler om autenticitet og status. Om hvem du virkelig er, og hvor svært det er at stå ved sig selv. For eksempel viser mange af os et falsk billede af vores liv, med et lækkert filter og fra den rigtige vinkel. Det er perfekt til Instagram, men hvad gør de falske billeder ved os? Det er noget, jeg også selv slås med i mit liv. Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at folk skal se mit beskidte vasketøj eller en grim morgen-selfie ... Men alligevel – hvad sker der, hvis vi kun viser de solrige, lykkelige dage? Jeg tror, det er noget, mange af os kæmper med. Noras nye nabo Klara reagerer ikke på Nora på den måde, andre gør. Det gør Nora usikker, og hendes facade med det perfekte liv begynder at krakelere. Fortiden vækkes til live, sandheden bobler op til over­ overfladen, og så er det, det begynder at blive uhyggeligt. Man kan sige, at hendes falske liv begynder at smuldre, og hun er nødt til at se sandheden i øjnene. Som forældre er vores største frygt altid, at der sker noget med vores børn – og det er det også for Nora i bogen. Men hun ved alligevel godt, at hun ikke er i stand til at opfylde sine børns behov, særlig ikke sin datter Sagas. Det er rigtigt. Der blev lavet en undersøgelse i Sverige, hvor man spurgte folk, hvad de mente ville give dem mest status. At være en god forælder var nummer et på listen over svar fra kvinderne. Nora tænker mest på status. Hun har det hele, hun er rig, berømt, succesrig, smuk … men hun er ikke en god forælder. Og hun kan ikke nå sin datter, Saga. Nora har en fantasi om at have en datter, som ikke passer til virkeligheden. Det er en kilde til stor frustration for hende, det er noget, hun ikke kan kontrollere – et andet menneske. Hun kan vise sit fantastiske, succesrige liv frem, snyde med tingene, men hun kan ikke snyde sig til et forhold med sin datter. Da hendes nabo, Klara, får en god kontakt til Saga, både truer og ydmyger det Nora.

Hvem kunne du tænke dig skulle læse bogen? 

Alle der kan lide thrillere. Og alle der er interesserede i det menneskelige sind og i psykolog i. Det er bogen for dem, der kan lide thrillere, men ikke vil have blodige mord og hårdkogt politiarbejde. Kommer der en ny roman efter denne? Jeg er i gang med at skrive en bog i samme genre. Den handler om værdighed og humane værdier: Er alle mennesker lige meget værd? Jeg vil have den til at være mørk, mystisk og virkelig uhyggelig!

Tuesday, 2 August 2016

Månedens bog: Kuppet af Martina Cole

At  læse eller lytte til Martina Cole er som at følge en fantastisk serie på Netflix eller på tv – det er stærkt afhængighedsskabende. Jeg vil næsten sige, at der er en vis chokeffekt i at læse Kuppet – du kommer så tæt på nogle mennesker og deres ekstremt anderledes liv, at du simpelthen ikke kan lade bogen ligge. The Times sammenligner bl.a. Kuppet med The Sopranos. Og Martina Cole skriver virkelig filmisk med mange dynamiske sceneskift som også i bogform føles helt naturlige.

Vi følger personerne og de er det helt centrale. Selv de mest usympatiske af dem kan du ikke lade være med at blive fascineret af. En af disse usympatiske er den urimeligt smukke Freddie Jackson. Freddie er lige kommet ud af fængsel. Han har ikke travlt med at komme hjem til sin kone Jackie og sine børn. Familien venter på ham med en stor fest, men hvad gør man, når vennerne også lige har købt en luder til en for at fejre løsladelsen? Jackie har levet en skyggetilværelse, mens Freddie sad i spjældet. Hun har glædet sig voldsomt til han kom ud, men det viser sig hurtigt, at Freddie har brugt tiden i fængsel på at lave de rette kontakter i underverdenen. Nu er han klar til at indtage hans retmæssige plads, også selv om det betyder, at nogle andre må ofres.

En af de karakterer man beundrer og håber på alt det bedste for, er Jackie's søster, Maggie. Maggie er endnu ung og uspoleret. Det er næsten hårdt at læse om hende, fordi du stadig håber så meget på hendes vegne. Det samme gælder til dels hendes kæreste Jimmy. Jimmy er klog. Klogere end Freddie. Men er han klog og dygtig til de forkerte ting og idealiserer Freddie, der samtidigt begynder at se ham som en trussel. Og så er der forældrene og alle de andre skæbner i miljøet.

Martina Cole skriver hårdt og brutalt, men fuldstændigt loyalt overfor karaktererne, der fremstår syleskarpt og lyslevende for dig iklædt deres eget sprog. Kuppet er noget så sjældent som et familiedrama, der giver dig indsigt i den kriminelle underverden. Som læser føler du næsten, at du læser en dokumentar – en skæbnesvanger dokumentar. Og det er fremragende oversat. Den bedste oversætter er usynlig og her tænker du slet ikke på oversætteren.

Martina Cole er ikke oversat til dansk før nu. Det er meget svært at forstå, for pokker, hvor kan hun skrive! Hun er selv født og opvokset i Essex, der er den fattigste del af London. Hun kender det miljø, hun beskriver, indgående. Det mærker man tydeligt. Hun har skrevet over 20 romaner og de seneste 10 har ligget nr. 1 på bestsellerlisten. Samlet har hun solgt over 14 millioner eksemplarer. Hendes bøger er de oftest bestilte på engelske biblioteker. Og dem der oftest bliver stjålet…

Rigtig god tur til Londons underverden.

Bedst boghilsner,
Søren Brinch Vestergaard