Thursday, 3 November 2016

Månedens bog i november

’Søvngængerens guide til at danse’, er en familieroman af højeste karat. Debutanten Mira Jacobs skriver i et sprog, der er let at gå til og med gode person- og miljøbeskrivelser, der gør at man ser handlingen for sig.

Replikkerne i bogen læser næsten sig selv og det er som om man både hører det, der bliver sagt, men også det, der ikke bliver sagt. Jeg var inviteret med helt indenfor hos familien Eapen lige fra allerførste telefonsamtale mellem datteren, Amina og hendes mor. Og jeg kunne faktisk identificere mig med dem begge to. Både datteren, der ikke orker familien, og moderen, der har behov for datterens støtte og tilstedeværelse, men ikke kan få sig selv til at sige det direkte.

Når man kommer så tæt på personerne, som man gør i ’Søvngængerens guide til at danse’ så investerer man også sine følelser i dem og jeg har både grint og grædt og skændtes med familien Eapen.

Umiddelbart er der langt fra en indisk/amerikansk familie som Eapens til en pæredansk familie som min, men familierelationer er grundlæggende så universelle, at jeg kunne spejle mange af mine egne familierelationer i bogens familie.

Jeg er ikke den eneste, der er meget begejstret. Både anmeldere fra hele verden og brugerne på Goodreads har det på samme måde. En bruger på Goodreads skriver, at den eneste grund til man ikke er ked af, at man nærmer sig slutningen, er at man er så optaget af historien. Det kan jeg absolut skrive under på. Derudover er bogen fyldt med de mest fantastiske, velduftende madbeskrivelser, så undervejs får man virkelig lyst til at gå ud og spise lækker krydret indisk mad. Der en også en fin lille kærlighedssidehistorie, der giver god stemning uden at den dominerer fortællingen.

Glæd dig til ’Søvngængerens guide til at danse’. Det er en varm og stemningsfuld historie om liv, død, familierelationer og mad.

Rigtig god læse og lyttelyst
Tyge Brink

Pressen skriver:

”Søvngængerens guide til at danse er en fremragende slægtsroman, som fortæller en historie om, hvordan det er at være indvandrer i USA. Men også om alle de glæder og sorger, som også hører med til familielivet, uanset hvor man kommer fra.”
- Litteratursiden.dk

”Stor familieroman af indisk-amerikanske Mira Jacob rummer ægthed og lune.”
- Berlingske 

”Jacob har en forunderlig evne til at gengive familielivets myldrende rod med al dets glæde, sorg, frustrationer og vrede … en roman der med sine charmerende og troværdige personer fortæller noget nyt om den indiske immigranttilværelse i USA.”
- Publishers Weekly 

”Fortalt med humor og sympati for karaktererne. Denne bog er en bittersød lektion i hvor stærk familiens bånd er, især når man prøver at slippe væk fra det.”
- Oprah Magazine