Thursday, 29 December 2016

Årets TOP 10 på Mofibo

1. En mand der hedder Ove af Fredrik Backman
Ove 59 år. Han kører SAAB. Folk kalder ham bitter og en nabos værste mareridt. Men Ove er for helvede ikke bitter, bare fordi han ikke smiler fra morgen til aften! Der er heller ikke meget at grine af, når Ove hver morgen står tidligt op og går en inspektionsrunde i kvarteret. Flytter cykler, rusker i låste døre og kvalitetstjekker naboernes affaldssortering i skralderummet. Men under huden på den rigide regelrytter findes en historie og en sorg.

2. Løbende tjener af Dennis Jürgensen
Frans Jessen har skabt en milliardforretning med sine designersmykker. Efter en omfattende sag om ophavsretten findes den ene af de involverede parter myrdet på makaber vis, og jagten begynder på en skånselsløs morder. I spidsen for efterforskningen står den erfarne Roland Triel fra Politigården i København. Triel lider under en personlig tragedie. For få år siden blev hans kone brutalt myrdet i deres hjem og hans 13-årige datter mishandlet.

3. Kvinden de meldte savnet af Sara Blædel
Da en kvinde bliver dræbt i England, viser det sig, at hun er dansk og i 18 år har stået på politiets liste over savnede. Engelsk politi har ingen spor efter gerningsmanden og leder i stedet efter et motiv til drabet. Derfor beder de Louise Rick fra Eftersøgningstjenesten ved Københavns Politi finde ud af, hvorfor en række danskere har indsat store beløb på kvindens bankkonto. Det fører efterforskningen i en retning, der er lige så uventet, som den er kontroversiel.

4. Bedemandens datter af Sara Blædel
Bedemandens datter er første bind i en ny trilogi af Sara Blædel. I Bedemandens datter møder vi Ilka, der rejser til USA for at rydde op efter sin afdøde far. Han forlod hende og hendes mor, da hun var syv år gammel, og i 33 år har de ikke haft kontakt. Derfor kommer det som et chok, da hun finder ud, at hun er nævnt i hans testamente. Ilka rejser til USA for at finde ud af, hvem faren egentlig var, men det bliver sværere, end hun regner med.

5. Det der ikke slår os ihjel af David Lagercrantz
Bladet Millennium har fået nye ejere. Onde tunger hævder, at tiden er løbet fra Mikael Blomkvist, og han overvejer at finde et andet arbejde. En sen nat ringer professor Frans Balder, en førende autoritet inden for forskning i kunstig intelligens, til Blomkvist. Balder påstår, at han sidder på afgørende information om den amerikanske efterretningstjeneste. Han har desuden haft kontakt med en ung, kvindelig superhacker, som har visse ligheder med en person, Blomkvist kender ganske godt.

6. Min mormor hilser og siger undskyld af Fredrik Backman
Elsa er syv år gammel og ikke helt almindelig. Hun er ret klog og har kun én ven. Det er mormor på syvoghalvfjerds, som har været kirurg og et geni engang. Nu er hun Elsas superhelt og nabo, der kan fortælle historier om kongeriget Miamas, hvor alting er anderledes end i hverdagen. Indtil den dag mormor bliver syg og sender Elsa ud på et sidste lokalt eventyr for at sige undskyld til ejendommens beboere.

7. Kvinden i toget af Paula Hawkins
Paula Hawkins var som arbejdsløs journalist ved at gå fra hus og hjem. Men hun havde en god idé – hun ville skrive en bog. Hun lånte penge af sin far og fik skrevet første halvdel af manuskriptet, fik et forskud af forlaget og leverede så lige verdens hurtigst sælgende debut-bog. Kvinden i toget løfter sig langt over gennemsnittet. Den er godt skrevet, ekstremt velkomponeret. Den griber dig langsomt, fordi du lige skal lære Rachel at kende, men pludselig finder du dig selv fuldstændig fanget i denne perfekte gysende forførelse med pletter af mørke og glimt af afsløringer.

8. Løvetæmmeren af Camilla Läckberg
Januarmørket har ramt Fjällbacka, da en næsten nøgen pige går i blinde ud på vejen og fanges i forlygterne fra en bil. Føreren når ikke at undvige hendes spinkle skikkelse. DA Patrick Hedström og hans kollegaer modtager alarmopkaldet, er pigen allerede identificeret. Hun hedder Victoria og er en af hestepigerne fra den lokale rideskole. Ingen har set skyggen af hende, siden hun forsvandt på vej hjem fra stalden fire måneder tidligere, men det er tydeligt, at hun er blevet mishandlet i mellemtiden.

9. Politi af Jo Nesbø
På en afsidesliggende hospitalsstue ligger en mand i koma. Ingen ved, om han nogensinde kommer til bevidsthed igen. Han er døgnover­våget af politiet, der har meget at spørge ham om, hvis han skulle vågne. En politimand bliver fundet dræbt på det sted uden for Oslo, hvor der for mange år siden blev begået et mord, han var med til at opklare. Også datoen er den samme. Da der i løbet af nogle måneder sker det samme for to andre politifolk, tegner et skræmmende mønster sig.

10. Britt-Marie var her af Fredrik Backman
Britt-Marie er 63 år og fra storbyen. Hun er gift med Kent, som er entreprenør, umådelig succesrig og gør gode forretninger med Tyskland – specielt om aftenen. Hun er ikke passiv-aggressiv. Men fedtede fingre og beskidte bestikskuffer kan få hende til at skrige indvendigt. Og hun har lyst til at skrige, da hun efter fyrre års ægteskab og et besøg hos Arbejdsformidlingen ender i Udkantssverige og den lille flække Borg.

Vi glæder os til endnu et år med gode og opslugende bøger.

Godt nytår!
Mofibo