Friday, 2 December 2016

Månedens bog i december

Det er med stor fornøjelse, at vi kan præsentere ’De frosne flammer’ af Jens Henrik Jensen. Tredje og sidste del af den fremragende og anmelderroste Oxen-trilogi.

Efter de to første bind havde jeg virkelig høje forventninger til afslutningen. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Der er skruet helt op for tempoet fra start og det fortsætter hele vejen igennem til finalen, hvor alle løse ender bliver bundet i en tilfredsstillende sløjfe. Det eneste, der er lidt ærgerligt er, at jeg nu ikke kan se frem til flere bøger om Niels Oxen. Ham og Margrethe Franck kommer jeg virkelig til at savne.

Det er virkelig svært at skrive om handlingen i bogen uden at komme til at afsløre for meget. Jeg tør dog godt afsløre, at Niels Oxen stadig er i live ved bogens start. Han er strandet på en lille svensk ø, hvor en dame, der tror han er en anden, tager sig af ham.

Har du hele Oxen-trilogien til gode, er jeg faktisk lidt misundelig og jeg anbefaler, at du starter med bind 1, den fremragende, ’De hængte hunde’. Her bliver du ordentligt introduceret til Niels Oxen, der er krigsveteran, tidligere medlem af Jægerkorpset og lider af posttraumatisk stress, PTSD. Han er den højest dekorerede soldat nogensinde i Danmark og han vil egentlig helst være i fred, men heldigvis for læseren får han ikke lov til det.

Personerne i Jens Henrik Jensens bøger lever. Jeg kom helt ind under huden på hovedpersonerne og bipersonerne er også virkelig skarpt beskrevet. Og de er realistiske. Når de slår sig, gør det ondt.
Her er ingen usårlige superhelte og ingen lette løsninger på opgaverne.

Jens Henrik Jensen er helt oppe i toppen af superligaen blandt danske krimiforfattere og der er ingen andre, der når hans niveau indenfor konspirationskrimier. Hans baggrund som journalist fornægter sig ikke og man kan mærke, at han har tjek på fakta og lavet grundig research inden han har skrevet.

Jeg kan også på det varmeste anbefale Jens Henrik Jensens to andre spændingsserier; Nina Portland-trilogien og Kazanski-trilogien.

Rigtig god læselyst.
Tyge Brink

Pressen skriver:

"Det er simpelthen en fantastisk krimi. Utrolig velskrevet og fængslende til allersidste punktum."
- Litteratursiden.dk
★★★★★

”Sproget flyder, handlingen er levende og fanger fra første færd. Præcis som de to foregående, var dette en roman, der stort set læste sig selv, jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig, før den sidste side var vendt.”
- Bognørden
★★★★★ ”

… et brag af en jagt, fuldendt med intriger, hemmeligheder og bedrag, soldatersnilde og rasende action - alt sammen fortalt med den indlevelse i ikke mindst veteranens stolte, martrede sind, der giver en ægte heltefortælling med onde fjender og trofaste venner.”
– Ekstra Bladet
★★★★★

”Jens Henrik Jensen overgår sig selv med tredje bog i serien om den højtdekorerede elitesoldat Niels Oxen.”
- Jyske Medier
★★★★★

”I sjælden grad læsværdig”
- JydskeVestkysten
★★★★★

”Bogen er en mastodont på 544 sider, men den er hverken for lang eller for langtrukken. Det er en aldeles spændende og medrivende bog.”
– Krimifan.dk
★★★★★

”Historien bliver ved med at udfolde sig”
– Flensborg Avis