Thursday, 16 February 2017

Månedens bøger - et nyt koncept!

Månedens roman
Familiehemmeligheder har det med at vende tilbage lige meget, hvor dybt man begraver dem. ’Familien Tides hemmeligheder’ er til dig, der kan lide en god historie fyldt med spænding, familierelationer, skyld, kærlighed og mystik. Det er en af de bøger, der fanger dig fra starten og efterhånden som spændingen stiger og sløret for hemmelighederne bliver løftet, bliver den sværere og sværere at lægge fra sig. Hvis du har tendens til at blive rørt af en god bog, skal du huske at have et lommetørklæde i nærheden. Hovedpersonen (Pan)Dora er gravid, men kan, modsat sin kæreste, slet ikke finde glæden ved det kommende barn. Hun drager til Clifftops, hendes families store, gamle hus ved kysten, for at konfrontere sin fortid og finde svar, så hun kan komme videre i sit liv. ’Familien Tides hemmeligheder’ er Hannah Richells debutroman og hun skriver i et fantastisk godt sprog, der lige til at gå til og samtidig maler flotte billeder af natur, følelser og relationer.

Månedens fakta
Gør ikke skade af Henry Marsh Hvordan føles det at stå med en skalpel og skære i det væv, der skaber tanker, følelser og drømme? Og hvordan lever man med konsekvenserne, når det ikke går godt og møder de patienter, der ligger som en grøntsag, fordi man skar for dybt? Henry Marsh er en af Storbritanniens bedste hjernekirurger og i ’Gør ikke skade’ fortæller han sine både ærlige, ligefremme og frygtindgydende erindringer. Marsh fortæller både om den berusende følelse det er at redde liv, hvordan han kan græde med patienterne og familierne og mod bedrevidende tager jobbet med hjem og om de, til tider, horrible arbejdsvilkår på hospitalerne. Han diskuterer, hvor grænsen går for, om man skal operere, når man ved, at patienten så godt som sikkert bliver invalid i svær grad. Han er en medrivende og engageret fortæller og hans store empati skinner igennem hele vejen. Glæd dig til hudløst ærlige, velskrevne erindringer med noget på både hjerte og hjerne.

Månedens spænding
Roms søjler af Jack Ludlow ’Roms søjler’ er en farverig og velresearchet historisk spændingsroman. Her er sværd og sandaler, intriger og politiske rænkespil i det romerske senat og der er skruet godt og effektivt op for dramaet og de brutale slagscener. Romerrigets grænser er truet af barbarer og både militært og politisk bliver der kæmpet. Bogens hovedpersoner, soldaten Aulus og politikeren Lucius er fra barnsben forbundet af en blodsed og en skæbnesvanger profeti og man følger dem mens de efterhånden havner på hver sin side i en stor intern konflikt. Jack Ludlow har virkelig sat sig grundigt ind i både hverdag og krig i Romerriget og han formår at tage læseren med helt ned i de små detaljer uden at handlingen taber fart. Man kommer med blandt både soldater, politikere, slaver og de almindelige borgere og jeg fik tjek på Romerrigets historie undervejs i bogen. Sproget er flydende og kunne du lide Conn Igguldens serie om Cæsar eller tv-serien ’Rome’ er ’Roms søjler’ en oplagt kandidat til din læseliste.

God læse- og lyttelyst
Tyge Brink, redaktør