Thursday, 6 April 2017

Månedens bøger april 2017

Jeg ser dig - Clare Mackintosh
Det er svært ikke at kigge sig over skulderen for at tjekke om man bliver overvåget undervejs i ’Jeg ser dig’, der er en af den slags bøger, man nærmest bliver skubbet igennem, indtil man til sidst føler sig helt forpustet. Det er en uhyggelig, realistisk og overbevisende psykologisk thriller om stalking i internettets tidsalder. Både hovedrollerne og birollerne er skarpt tegnede og jeg tænkte mange gange undervejs, at nu har jeg luret, hvem skurken er, men handlingen er så fyldt med overraskende drejninger, at slutningen endte med at komme helt bag på mig. Og den realistiske handling gør, at det er en thriller, der kryber ind under huden på en. Clare Mackintosh brød internationalt igennem med sin debutroman, ’Jeg lader dig gå’, og hun er godt på vej mod superligaen indenfor de psykologiske thrillere. PS – der skal stærke nerver til, hvis du læser den her i et tog…

Nogenlunde på størrelse med universet - Jón Kalman Stefánsson
’Nogenlunde på størrelse med universet’ er ikke bare en historie. Det er et mylder af små historier, der på forunderlig og vellykket måde snor sig ind og ud af romanens skæbner i et helt fantastisk sprog. Det er sjove, sørgelige, kærlige og erotiske fortællinger og Jón Kalman Stefánsson har bestemt noget på hjertet, men han bliver aldrig belærende eller prædikende. Romanen er autofiktion og gennem forfatterens alter ego Ari oplever vi 100 års islandsk slægtshistorie bygget op gennem de små fortællinger. Alt er på spil i romanen. Livet og døden, lyset og mørket, kærlig og vold og gud og mennesket. Det er de helt store kræfter, der er på spil og samtidig er det beskrevet i et hjerteskærende smukt poetisk sprog. Man kan mærke vinden, lavaen og evigheden og se Island for sig. ’Nogenlunde på størrelse med universet’ er til dig, der kunne lide Per Pettersons ’Ud og stjæle heste’ og Kalman Stefánsson tør skrive de helt store følelser frem med både komik og stor alvor.

Og hvad har det med mig at gøre? - Sacha Batthyany
Forår 1945. Vi befinder os nær den østrigsk-ungarske grænse, ikke langt fra fronten, hvor den Røde Hær stormer frem. Krigen nærmer sig sin afslutning. Grevinde Margit Batthyány ved, at krigen er tabt, da hun holder en overdådig fest i sit palæ. De tyske aristokrater og SS-officerer danser og drikker, som var der ingen i morgen. Sent om natten bryder de op for at gå ned til landsbyen. På banegården venter 180 jødiske arbejdsfanger på et tog, der skal bringe dem til en ukendt destination. Festselskabet tvinger fangerne til at klæde sig af og skyder dem alle, inden de vender tilbage og fortsætter festen. ’Og hvad har det med mig at gøre?’ er en autentisk beretning baseret på rigtige dagbogsoptegnelser. I bogen afdækker Sacha Batthyany sin egen families brutale hemmelighed. Det bliver en historie om barbari og tragedie, om meddelagtighed og forsøg på at skjule sandheden, men også om at forsone sig med sin herkomst.

Rigtig god læse- og lyttelyst,
Tyge Brink