Tuesday, 25 July 2017

Månedens forfatter i juli

Katrine Marie Guldager kender danskerne. Og hun kan beskrive os, så man kan kende sig selv og samtidig kan se, hvordan et hverdagsliv bliver påvirket af de store tendenser, der løbende skyller ind over os og samfundet.

Hun er måske bedst kendt for Køge-krøniken – en slægtshistorie, der i 6 bind beskriver 50 års Danmarkshistorie med udgangspunkt i en dansk familie og i hendes nyeste roman ’En uskyldig familie’ er det stadig familien, der er i fokus.

’En uskyldig familie’ var oprindeligt skrevet på bestilling af Zentropa-filmmanden Peter Aalbæk. Han synes ikke, at Køge-krøniken egnede sig til filmatisering, men han var vild med Katrine Marie Guldagers skrivestil, så han bestilte en ny roman, der skulle foregå i Svendborg og have en sexgal præst i hovedrollen. Disse benspænd har resulteret i et intenst familiedrama og vi er helt klar til en fortsættelse.

Rigtig god læse- og lyttelyst!

Thursday, 6 July 2017

Månedens bøger i juli

Mesterværket - Stephen Hawking
Tag med på en svimlende, storslået og ikke mindst letforståelig rejse gennem 3.000 års fysikhistorie. ’Mesterværket’  bringer dig i øjenhøjde med videnskaben før og nu og provokerer din forståelse af verden omkring dig.

Bliv klogere på M-teori, krummet tid og tusindvis af andre universer. Få tjek på, hvornår og ikke mindst hvordan universet opstod og få et bud på, hvorfor vi er her. Det er de helt store spørgsmål den verdenskendte fysiker Stephen Hawkins og hans kollega Leonard Mlodinow prøver kræfter med og deres svar er velbegrundede og til at forstå – også for os, der ikke har haft fysik siden folkeskolen.

Den du elsker – Mari Jungstedt
Der er ikke så mange dikkedarer i Mari Jungstedts krimier. Hendes sprog er enkelt og stramt og det flyder ikke med detaljer og beskrivelser, der er ligegyldige for handlingen. Det giver hendes krimier en høj intensitet og et rigtig godt tempo.

’Den du elsker’ er nyeste bind i serien om Anders Knutas og Karin Jacobsson og deres kolleger på politistationen i Visby. Den er fyldt med af twists, familiehemmeligheder og overraskelser og slutningen er så godt som umulig at gætte.

Er du allerede fan af Mari Jungstedt, så glæd dig. ’Den du elsker’ er et af de bedste bind i serien. Har du endnu serien til gode, kan du sagtens starte her og bagefter glæde dig over, at der er yderligere 11 bind i serien, men har du mod på hele serien, vil vi anbefale, at du starter med ’Den du ikke ser’.

Victoria - Daisy Goodwin
’Victoria’ er et storslået, royalt og romantisk historisk drama. I 1837 bliver 18-årige prinsesse Alexandrina Victoria dronning af England og hun må kæmpe med både politiske og familiære udfordringer for at fastholde sin plads i datidens mandsdominerede England. Det er historien om en helt ung piges udvikling fra overbeskyttet barn til en af verdens mest respekterede og beslutsomme regenter.

’Victoria’ er oplagt til dig, der savner Downton Abbey og har lyst til en stor skæbnefortælling pakket ind i store rober, overdådige juveler og sladder fra hoffet. Forfatteren Daisy Goodwin kan skrive de helt store følelser frem, men hun har bestemt også tjek på sine historiske fakta. Det var også hende, der producerede tv-serie-udgaven af bogen, som kørte på DR tidligere i år.