Thursday, 17 August 2017

Månedens forfatter i august

Er du til spændende skandinaviske krimier, hvor karaktererne både udvikler sig professionelt og privat, og hvor forbrydelserne er grusomme og kringlede? Så glæd dig til Carin Gerhardsens Hammarbyserie, der er kendt og elsket af krimilæsere i hele verden og har vundet et hav af priser.

Carin Gerhardsen bliver altid nævnt, når talen falder på svenske krimidronninger. Hammarbyserien har rødder i den skandinaviske krimitradition, hvor man kommer helt tæt på hovedpersonerne og deres personlige engagement i opklaringen af de komplicerede og brutale sager. Samtidig giver Gerhardsen serien en psykologisk kant og tør tage fat på store emner.

 Det er kriminalinspektør Conny Sjøberg og hans kolleger fra Hammarby Politi, der er omdrejningspunkt i hele serien. Hvert bind har en selvstændig og afsluttet historie og de kan læses hver for sig. Flere af sidehistorierne strækker sig over flere bind, så du får endnu mere ud af serien, hvis du læser dem i kronologisk rækkefølge.

 Rigtig god fornøjelse!

Monday, 7 August 2017

Varm op til modeugen

Modebranchen kaster glans over Danmark, når Copenhagen Fashion Week afholdes d. 8. – 12. august. Modens fascinerende univers er dog ikke forbeholdt catwalken eller eksklusive butikker og glitrende magasiner – det findes også i bøgernes verden. Blandt det store udvalg har vi udvalgt seks modebøger på Mofibo, der på forskellig vis inviterer dig på en spændende rejse gennem modeverdenen.

Tim Gunn’s Fashion Bible – Tim Gunn, Ada Calhoun
Tim Gunn har fået sit folkelige gennembrud i realityprogrammet Project Runway, hvor talentfulde tøjdesignere konkurrerer om at få lov til at skabe og fremvise en kollektion ved New York Fashion Week. Her er han de håbefulde designeres kyndige vejleder, og det samme er han for dig i denne interessante og informationsrige e-bog. Gunns enorme viden om mode, som han blandt andet har akkumuleret som underviser på Parsons School of Design i mere end 20 år, demonstreres i denne bog - eller ’modebibel’. Her gennemgår han nemlig modehistorien fra antikken op til i dag. Så hvis du gerne vil blive klogere på ikoniske beklædningsdele som trojanske gladiatorsandaler, Madonnas kegleformede BH og mange flere, er dette den perfekte bog! Foruden en interessant indføring i århundreders modehistorie får du også brugbare råd til at opbygge en alsidig garderobe med items, der ifølge Gunn passer til alle slags lejligheder.

Grace: A Memoir – Grace Coddington
Vogue redaktøren med den karakteristiske lyse hud og det vilde røde hår er særligt kendt for at skabe smukke og fantasifulde billedserier, hvor kunst og mode smelter sammen. Hun blev for alvor kendt af omverdenen efter dokumentaren The September Issue, hvor hendes mangeårige samarbejde med Vogues berygtede chefredaktør Anna Wintour blev portrætteret. I denne lydbog, som bliver oplæst af Grace selv, får du både indblik i hendes professionelle liv i modebranchen, men også i hendes privatliv. Du hører om hendes fortid som model i 70’erne, personlige familietragedier, forliste ægteskaber og hendes store kærlighed Didier Malige, som hun har dannet par med i over 25 år. Snyd ikke dig selv for denne medrivende selvbiografi, hvor Grace Coddington med humor, passion og intellekt fortæller om sit spændende liv.

Smart – Frederikke Toftsø, Sidsel Alling
Før den digitale tidsalder blev nye kollektioner og tendenser formidlet i trykte medier som modemagasiner, men i dag er blogs blevet en vigtig del af modeformidling. Denne udvikling har på mange måde demokratiseret modebranchen og gjort det muligt for flere mennesker at få indflydelse på moden. Det er Frederikke Toftsø og Sidsel Alling, der er kvinderne bag ”Smart”, eksempler på. De er begge bloggere, der i en længere årrække har formidlet mode med en personlig vinkel på henholdsvis Fredes blog og Fashionpolish. I denne e-bog deler de deres opfattelse af at være smart, og det er ikke nødvendigvis, hvad du tror! Ifølge de to bloggere er man nemlig ikke smart, bare fordi man følger den seneste trend eller går i dyre mærker. Det handler derimod om at være tro mod ens personlige stil, og dét får du gode råd til i denne bog, hvor der desuden deles finurlige tips til magiske jeans og stilinspiration fra Spice Girls.

The Secret of Chanel no. 5 – Tilar J. Mazzeo
Modehuse er meget mere end tøj. Foruden accessories gør de fleste sværvægtere inden for mode sig også i beauty – eksempelvis i form af signaturdufte. For de fleste er duften over dem alle Chanel no. 5, der da også flere gange er blevet udråbt som den mest ikoniske parfume i verden. Særligt Marilyn Monroe, der på spørgsmålet om, hvad hun har på i sengen, svarede: ”Why, Chanel no. 5, of course”, har været med til at give parfumen status. Og Chanel no. 5 er på ingen måde blevet mindre populær siden Coco Chanel i 1921 valgte duftprøven med tallet 5 – deraf navnet. Faktisk anslås det, at der bliver solgt en flaske hver 55. sekund. Fun facts som disse er blot små dele af den spændende historie, som omgiver Chanel no. 5. Tilar J. Mazzeo gør dig i denne lydbog, der er oplæst af Liz de Nesnera, klogere på den ikoniske parfumes farverige historie og ikke mindst kvinden bag succesen: Mademoiselle Coco Chanel.

A New Model – Rebecca Paley, Ashley Graham
I denne inspirerende lydbog er der fokus på plus size fashion. Modebranchen fordømmes ofte for at skabe forkvaklede skønhedsidealer, der hylder undervægtighed og bidrager til spiseforstyrrelser, men faktisk har det ændret sig meget gennem de seneste år. I dag er der nemlig et skærpet opsyn med modellernes BMI, ligesom flere og flere kurvede modeller lander kampagner hos de største brands. Ashley Graham er en af de modige og stærke kvinder, som har udfordret de herskende skønhedsidealer med sin smukke, kurvede krop. Siden hun blev opdaget i år 2000, har hun medvirket til at sprede body positivity, og i 2016 blev hun den første plus size model til at optræde på forsiden af Sports Illustrated. I ”A New Model” fortæller Graham ikke kun om modeverdenen, men hun forsøger også at inspirere dig til at skabe et positivt kropsbillede og nedbryde stereotype skønhedsidealer.

Vintage – Pia Storm
I en tid med masseproduceret tøj, der fylder stativ efter stativ, er vintage tøj blevet en god måde at tilføre sin stil originalitet på. Det bevidste Patricia Field, den legendariske stylist på kultserien Sex and the City, da hun skabte Carrie Bradshaws unikke stil. Trods ubegrænsede budgetter bestod Fields styling ofte af vintagefund som en pelsjakke eller en blomstret sommerkjole, der netop gav karakteren et eklektisk twist. Hvis du gerne vil blive klogere på vintage, er den danske blogger og vintageekspert Pia Storm den helt rette guide. I hendes bog ”Vintage” kan du læse mere om vintage, og om hvordan man bruger genbrugsfund i en nutidig garderobe. Med denne fine e-bog får du både Pias personlige erfaringer, ligesom hun også giver gode råd til at gøre din stil mere unik, mere feminin og mere dressed up – uden at det dit vintage look virker forældet.

Disse seks bøger er kun et udsnit af det store udvalg af modebøger. Hvis du gerne vil have inspiration til endnu flere bøger om mode, kan du tjekke denne artikel, der anbefaler hele 25 af slagsen.

Af Rikke Ulsøe Nielsen

Friday, 4 August 2017

Månedens bøger i august

Maries morder - Peer Kaae
Fredag 10. november 1967 klokken 10.48 ringer det på døren i huset på Hestehavevej 2B. Marie Lock-Hansen, der er ved at drikke formiddagskaffe med sin hushjælp, Irma Frier Rasmussen, går ud og byder en mand indenfor. Få minutter bliver hun efter dræbt af tre skud fra en halvautomatisk Walther P38. Hushjælpen forsøger at komme Marie til undsætning, men bliver også skudt - hun overlever dog. Gerningsmanden går ud af døren og forsvinder derefter sporløst.

Den 10. november i år er det 50 år siden drabet blev begået. Et mord, der aldrig er blevet opklaret, og som stadig hjemsøger både familie og efterforskere fra den gang. Forfatteren Peter Kaae har arbejdet med denne mordgåde de seneste tre år på opfordring fra Marie Lock-Hansens nevø. Han har gennemgået omfattende mængder af sagsmateriale, talt med vidner, fundet nye vinkler og nye oplysninger og i ’Maries morder’ giver han et bud på motiv og en mulig gerningsmand. Spændende og medrivende true-crime.

Sandhed med modifikationer - Sara Lövestam
Kouplan, detektiven i ’Sandhed med modifikationer’, ligner slet ikke sine kolleger fra krimigenren. Han har fundet sin computer i storskrald, lever af havregryn og flåede tomater og så holder han sig under jorden i Stockholm, fordi han er illegal iransk flygtning. Han kan minde lidt om Assad fra Afdeling Q. Vi kender ikke hele hans historie, men vi fornemmer, at der er noget.

Kouplan bliver hyret til at finde Pernillas forsvundne datter og det bliver startskuddet til en tur ned i Stockholms underverden. Historien skifter mellem tre fortællere og man kommer helt tæt på både overvejelser og handlinger undervejs. Det er en anderledes psykologisk krimi, men skrevet i et enkelt sprog og fyldt med overraskelser hele vejen til slutningen, der efterlader en målløs. ’Sandhed med modifikationer’ er første del i serien om Kouplan og vi glæder os allerede til de næste bind.

For tæt på solen - Paula McLain
Solen brænder, følelserne er store og livets eventyr leves i den historiske roman ’For tæt på solen’, hvor du kommer med til Kenya i tiden mellem verdenskrigene. Hovedpersonen, Beryl Markham, voksede op i Afrika, blev kontinentets første kvindelige hestetræner og blev senere pilot og var den første kvinde, der fløj over Atlanten.

’For tæt på solen’ er oplagt til fans af Wilbur Smith, men også for dem, der holder af skæbnefortællinger om stærke kvinder eller har lyst til et stærkt, historisk eventyr med god spænding. Forfatteren Paula McLain har tjek på sine historiske fakta og research, men hun formår at flette det naturligt ind i historien og bruger det til at tegne et lyslevende og detaljeret miljø. Beryl Markham kom tæt på Karen Blixen og ikke mindst dennes elsker Denys Finch-Hatton. Hun var stadig i live, da Mit Afrika blev indspillet, så i filmen har de omdøbt hendes karakter til Felicity. Karen Blixen var en smule jaloux på hende i slutningen af filmen. Åbenbart med god grund...

Rigtig god lytte- og læselyst,
Tyge Brink
Redaktør