Thursday, 1 February 2018

Månedens bøger februar 2018

Krigsturisten - Jesper Bugge Kold
Den fremragende nye, danske roman, ’Krigsturisten’, beskriver jagten på spænding i livet. Den er fyldt med intense beskrivelser af, hvordan det er at befinde sig helt tæt på flygtningelejre og krig. Jesper Bugge Kold har sin research i orden og han giver et troværdigt billede af, hvad der sker i nogle af verdens brændpunkter og hvordan det påvirker de mennesker, der befinder sig midt i dem. Bogen tør også sætte ærlige ord på, hvad der sker inde i hovedet på en mand i krise.

”Torsdag er ligesom tirsdag, bare med o”, konkluderer gymnasielæreren Niels på 43. Han keder sig. Hverdagen med kone og børn er blevet til kedelige vaner. Midtlivskrisen har ramt ham. Han savner sin ungdom og sin frihed. Han kontakter sin gamle ven, Michael, der er krigsfotograf og rejser til verdens brændpunkter. Michael tilbyder ham at komme med til Beirut og Niels slår til. Det bliver første, men bestemt ikke sidste tur som krigsturist.

Sommerfuglen og stormen - Walter Lucius
’Sommerfuglen og stormen’ er en barsk og original thriller med journalisten Farah Hafez som en handlekraftig og hårdtslående, kvindelig hovedperson. Anmelderne har allerede kaldt forfatteren, Walter Lucius, for det hollandske svar på Stieg Larsson og vi kan kun give dem ret. Det er første bind af en trilogi og den er allerede blevet en international succes.

Farah Hafez og kollegaen Paul Chapelle begynder at grave i en sag om en mishandlet lille dreng og det fører dem på sporet af et internationalt forbrydernetværk med politiske tråde, der når fra Kabul over Johannesburg og Amsterdam og til et terrorramt Moskva.

Det er en hæsblæsende thriller, men også en fortælling om forrådte idealer og om at miste dem man elsker. Bogen formår både at have et plot med storpolitiske konflikter og samtidig beskrive karaktererne med stor psykologisk dybde. Temaerne er korruption, prostitution, politiske spil og grådighed. Og der bliver ikke lagt fingre imellem hverken med action, tempo eller sexscener.

Et tysk liv - Thore D. Hansen, Brunhilde Pomsel
I ’Et tysk liv’ fortæller den 103-årige Brunhilde Pomsel om livet som privilegeret, politisk ureflekteret tysker op til og under krigen. Hun var 31 år gammel, da hun i 1942 blev sekretær for Tysklands frygtede propagandaminister Joseph Goebbels. Hun fik ikke jobbet, fordi hun var glødende nazist, men fordi hun var pligtopfyldende og ikke besværede sig selv eller sine omgivelser med spørgsmål om, hvad de egentlig foretog sig.

Pomsel var, og det vedkender hun sig i dag, en medløber, men hun nægter sig skyldig: ”Hvis jeg er skyldig, så er alle tyskere skyldige.”. Det var først efter krigen, at det fulde omfang af nazisternes uhyrligheder, stod klart for hende. Gennem hendes livshistorie og åbenhjertighed konfronteres vi med spørgsmål, der også er relevant i dag, om vores personlige medansvar for politiske begivenheder og konsekvenserne af en tilbagevendende nationalisme og populisme. Bliver vores generation den næste til - som Pomsel - at sige: ”Vi ønskede ikke at vide det”?